Koblet Af

For omkring to uger siden, besluttede jeg mig at koble mig fra Instragram, Facebook og Snapchat.
Min beslutning er ikke grundet af, at jeg prøvede på at afvænne en afhængighed til sociale medier, eller på grund af et vædemål, eller noget helt tredje, jeg valgte at koble mig af af personlige grunde.

Jeg deler rigtig meget af mig selv på sociale medier, fordi det ikke mindst er det valg jeg har taget, men fordi at jeg har stødt på så mange, der lader sig inspirer, motivere og blive bedre til at acceptere dem selv, på grund af noget jeg har delt.
Nogle vil mene jeg er opmærksomhedskrævende, slutty, en bitch og jeg ved ikke hvad, og hvad de mennesker syntes om mig, kommer egentlig ikke mig ved. Jeg deler hvad jeg har lyst til, på de måder der falder mig mest naturligt, eller bare er sjovest. Eller det gjorde jeg i hvertfald, indtil jeg stødte på mennesker, der fik mig til at føle mig mindreværdig på grund af det jeg delte, og fik mig til at føle mig lille, og som om jeg skulle være skamfuld over det, jeg havde delt gennem af 2O14. Jeg er min helt egen person, og det tog mig længe at bygge migselv op, men blot en enkelt måned for det hele at ramle ned igen.

Jeg vil gerne tilbage til den standhaftige person jeg var engang, men uden at kompromisere med de ting jeg har groet og lært fra op til nu.
Det lyder måske kompliceret, men bunden er jo den, at jeg har lært nye ting, skabt og formet mig selv på nogle punkter, som jeg er bedre tilpas med end før! Men på mange punkter, skammer jeg mig også over den jeg er nu. Jeg er ikke en der lader sig sætte sig ind i en ramme, som samfundet har skabt, hvor jeg skal være på den eller den måde. Jeg sætter mig udfra det normale perspektiv, og kreere hvad jeg tror på, og hvad jeg har det mest tilpas med. Det er den person jeg savner, for de personer jeg mødte, fik slået den person ned til et punkt, hvor jeg faktisk troede på, at det var bedst bare at lade være med at gøre noget, for at bevise noget andet. Giver det mening?

Jeg er stor på sociale medier, ikke i den betydning af at jeg er kendt eller andet, men at jeg bruger det som et outlet til de ting jeg har i mit hoved, og jeg finder det bare ikke unaturligt, at dele mit liv, tanker og hvad der ellers foregår i min sammenkrøllede hverdag.
Derfor vil jeg også dele det jeg går igennem nu! Alle har dårlige perioder i deres liv, og som mange af jer ved, så er jeg ikke personen der pakker tingene ind, og det gør mig intet at dele de mindre dårligere sider af alting. Jeg vil ikke udgive mig for at være en jeg ikke er, og det ville jeg gøre, hvis jeg kun delte de positive ting i min hverdag, for som vi nok ved, så gør sociale medier bare det, at de får det hele til at se så perfekt ud, som alting kan være, og får følgerne til at ønske deres liv var mere som en andens.
Jeg vil dele min historie, i håb om at du kan leve DIT liv, på bedre kompromisser, end hvad du har givet dig selv lov til.

Hvis du har fulgt med i længere tid, så ved du at jeg er pige, der har været igennem alle slags spise forstyrrelser, diæter og en depression.
Så godt som jeg nu ønsker det, så er en depression ikke noget man bare lige vender sig af med, eller kommer over. Det er en daglig kamp, og det er noget jeg vil leve med resten af mit liv.
I Oktober startede min depression lige så stille op, men jeg troede så, at jeg fik lagt det på hylden igen, og kom bedre tider i møde, men for blot to uger siden brød jeg sammen, da jeg var på vej hjem fra en bytur.
Jeg har været let til tåre i et par måneder, men det overraskede mig hvor slemt jeg havde det, da jeg sad alene ved en kantsten på en mørk bakke midt om natten.
Jeg fik næsten ingen søvn den nat, og dagen efter var jeg fuldkommen tom for følelser, det var der jeg besluttede mig at koble af, og komme væk fra de steder der egentlig ikke var gode for mig, af grunde jeg ikke helt har lyst til at inddybe mig i, da det bare ville skabe kontroverser i min hverdag.
Jeg var på instagram lille- og selve juleaften for at ønske glædelig jul, og allerede der blev det kommenteret “troede ikke du måtte være på sociale medier indtil nytår?” Af flere mennesker end bare en. Og det er jo ikke fordi jeg ikke måtte, men fordi jeg bare ville lidt væk fra alting, og på daværende tidspunkt ville jeg egentlig bare have lov, at ønske mine dejlige følgere en glædelig jul, uden noget bag det. Det er ikke alle der forstår det, men ens følgere og bare generelt mennesker på nettet, kan ofte få et specielt plads i ens hjerte, og man værdsætter bare deres feedback på en helt anden måde en de specielle mennesker man har omkring en!
For mig er tumblr og instagram ikke bare sociale medier, men steder jeg føler mig rigtig godt tilpas, og et sted hvor jeg har mærkværdige og helt specielle mennesker indover mit liv! Jeg finder min inspiration og motivation her, og specielt tumblr, har en utrolig vigtig rolle i mit liv.. Du ville ikke forstå det, hvis du ikke selv har en, men man finder virkelig sig selv i forskellige posts og man bliver formet ind til et helt andet menneske over tid.
Jeg fandt min vej til fitness der, og lærte en hel del om selvværd, selvrespekt, selvtillid, selvkærlighed og endda feminisme, som jeg egentlig også stadig gør!
Det er derfor, at jeg finder det træls, at folk prikker til mig, fordi jeg vil ønske disse mennesker en rigtig glædelig jul eller andet.

JA… Altså.. De sidste to uger har været lærerige, exceptionelle, hårde som en i pokker, gode, dårlige, jeg har haft lyst til at slå lygtepæle ned, putte og være helt kærlig… De har været op og ned, og mit humør er gået fra det ene over på det helt modsatte!
Jeg har prøvet at håndtere min depression, som jeg egentlig har vidst bedst, og selvom jeg ikke er helt på plads endnu, så er jeg tættere på den anden side end jeg var før. Jeg har mediteret, dyrket yoga, løbet en hel masse, skrevet en masse motiverende ned,  klistret det indre af mine skabe helt til, og virkelig bare prøvet at finde en indre ro igen.

2O15 vil jeg gøre til det år, hvor jeg sætter mig selv i fokus 100%, jeg vil lære mig selv ikke at lade folk træde på mig, lære at elske mig selv igen, tage de hårde ting op, selvom jeg egentlig bare har lyst til at pakke dem væk, og komme igennem dem. Jeg vil nyde mig selv, min krop, og mit liv en dag ad gangen. Jeg vil ikke lade folk diktere, hvad der er rigtig og forkert af mig at poste, og jeg vil prøve at finde en indre ro, så jeg kan lære at abstrahere  fra de ligegyldige og smålige ting i min hverdag.
Jeg har depression. Jeg vil leve med det i mig resten af mit liv, men jeg vil ikke lade resten af mit liv leves i en deprimerende tilstand.
2O15 vil jeg gøre til mit år.
Jeg vil gerne i enden kunne udstråle kærlighed og positivitet, som var det det nemmeste i min verden.

Der vil også ske forandringer på min blog, som forhåbentlig vil være meget mere aktiv, på min instagram, på min tumblr og så er der en ting til, som jeg arbejde en smule på at få op og køre, men det vil jeg først udtale mig mere om, når vi kommer længere ind i året.
Jeg er stadig. Jeg er ikke den samme person som jeg var før, men det er kun i de bedste måder, og det vil stråle igennem på mine outlets.

Jeg deler mit liv, med håbet om  at kunne inspirere nogen med de måder jeg kommer igennem tingene på, og kunne hjælpe flere mennesker med at komme igennem hårde tider, hvis der er brug for det.
Jeg vil over tid dele mere af det jeg har gået igennem, i små uddybende bider, men det bliver først, når jeg har erobret de dele af mit liv, og fået bearbejdet de tanker og følelser der høre med. 🙂
Jeg lever mit liv en dag ad gangen, og jeg er evig taknemmelig for de mennesker der har fulgt med, eller vil følge med i mit tossede og rodede liv. I hjælper mig med at se ting på forskellige måder, tage nye ting op og kan altid sætte en smil på mine læber. Tak fordi i er jer.

Og ikke i det mindste tak for de, som har været her ved min side, og været her for mig når jeg har haft aller mest brug for det.

Klap i måsen herfra, knus Erika.
Godt nytår.