Sandheden er

Jeg fortjener ikke at være lykkelig, jeg kan ikke gøre noget rigtigt, jeg er praktisk talt uduelig, og er ikke værd at bruge tid på eller med. Det er de slags nedbrydende, destruktive og forfærdelige tanker, der gør det svært at være mig fortiden.

Jeg prøver mit bedste, på at være glad, lykkelig og inspirerende på det ydre, men sandheden er, at jeg har følt mig som en løgner, de sidste par måneder. Jeg har skrevet lange tekster på instagram, om selvkærlighed og glæden over at have lavet progression, men har følt mig som en stor fupmager, for på det indre har jeg ikke følt andet end skuffelse og selvhad.

Det kvæler mig, ikke at kunne sige det fra et ærligt perspektiv, og jeg har været så ophængt på, at skulle kunne inspirere og sprede en positiv energi, der forhåbentligt  ville kunne hjælpe nogle af jer, til at ville indse alle de ting jeg egentlig går rundt med. Jeg har været i en position, hvor jeg prøvede at narre mig selv, til at tro jeg var lykkelig.
Det værste ved min situation, er nok det, at jeg ikke ved hvor alt dette kommer fra. Jeg har jo så mange ting at være taknemmelig for! Et skønt arbejde, den dejligste far man kunne ønske sig, de bedste veninder, dejlige følger, mulighed for min drømme uddannelse og hvad ved jeg! Men alligevel så har jeg disse følelser inde i mig.
Jeg er ikke klar til at dele alle de ting, jeg har skulle kæmpe med de sidste 6 måneder, eller generelt bare i mit liv med jer,  men at kunne dele sandheden om, at jeg igen er endt i en depression, det er et større skridt, end i måske nogen sinde ville kunne komme til at vide.

Jeg har brugt meget af ugen på tankerne om, hvad inspiration egentlig er, og hvilke signaler JEG gerne vil sende, og er kommet til den konklotion, at inspiration ses anderledes af alle, men at inspiration for mig, er fundet i nogen der kan dele deres kampe i livet, og forhåbentligt vise læsere, et sundere perspektiv i forhold til livet og hvordan man kan vælge at håndtere sine kampe, i stedet for kun at vise de kønne sider til livet.
Instagram, twitter, facebook og alle de andre sociale medier, bliver mest af alt brugt til, at gøre ens liv glansbillede perfekt, og indramme det så det kan virke perfekt, og misundelsesværdigt for andre. Det har jeg det bare ikke godt med, for hvad hjælper det dig, eller mig selv for den sags skyld? Du kan ikke lære noget fra perfekt filtrerede billeder, og et udadtil perfekt liv.
Jeg syntes det er sjovt, at så mange mennesker tror de ved alt omkring mig, da jeg har delt meget og mange af mine hverdags oplevelser og kampe på instagram, og lavet et par personlige indlæg på bloggen, når sandheden er, at det kun er toppen af isbjerget, og at der er så meget mere til mig, end hvad de går rundt og tror, og sådan er det højst sandsynligt ved 99% selv hudløs ærlige instagramere/bloggere.
Jeg er som sagt ikke klar til at dele alle mine livs historier, men jeg vil efterhånden dele oplevelser med jer, ikke af opmærksomhedskrævende grunde, eller fordi jeg vil have medlidenhed af nogen af jer, men fordi det hjælper mig til at hele psykisk, ved at dele ting med jer, og fordi jeg forhåbentligt, kan være med til at danne samtaler frem og tilbage, mellem du og jeg, eller mellem hinanden rundt omkring.

Jeg har aldrig været under professionel behandling, da jeg ikke har ville være en byrde økonomisk, overfor min far, end jeg allerede er naturligt, eller hvad man skal sige. Psykolog hjælp er jo dyrt, og det har derfor stoppet mig i, overhovedet at nævne det overfor ham.
For et par uger siden røg jeg op i en diskussion med en, hvor det endte ud i at jeg fik et angst anfald, da jeg ikke kunne forklare mig ordentlig, i den måde jeg oplevede situationen på, og hvordan alting fik mig til at føle. Det var der min far så lærte, at jeg virkelig havde brug for hjælp, og efter mange lange snakke, har jeg indset, at det ikke har hjulpet noget at holde mine følelser skjult, og at selvom man føler man er en byrde, så vil man ALDRIG være det, hos de der virkelig elsker dig.
Men det er dog lidt sjovt at tænke på, at selv de man er tættest på, ikke kan se igennem den facade man sætter op. Nok fordi, at de helst vil tro på, at du faktisk er lykkelig, og håber/tror på at du ville komme til dem hvis ikke.
Mit råd her er, at hvis DU går rundt med store skræmmende dæmoner oppe i hovedet, en ubehagelig oplevelse, sorg af en art eller noget helt fjerde, så få snakket med de du elsker, for lige meget hvad de går rundt med selv, så vil de til hver en tid sætte det til side, for at hjælpe dig, hvis de virkelig også elsker dig! Det hjælper så utrolig meget, bare at få små sætninger ud, af det rod du har oppe i hovedet, så tag det i dit tempo, og luk mere og mere op, for det hjælper så utrolig meget. Eller tag det op med en professionel! Hvis du ikke har råd til en psykiatere, så er det ansatte i kommunen, du muligvis kan henvende dig til, som en start!

Man kan aldrig rigtig vide, hvordan folk omkring en egentlig går rundt og har det, så prøv at tænke over hvad det er du siger, eller gør mod andre mennesker, for du ved ikke om de egentlig falder mere og mere fra hinanden, af de ting du kommer ud med, selvom de virker som om, at de tager det helt okay og måske endda spiller med på “joken”.
Jeg er ikke altid selv god til, at være sød i munden eller min måde at fremstå på, især når min tolerance er helt i bund, men jeg prøver ærlig talt mit bedste, og prøver som regel at gøre det godt igen, eller undskylde for min opførsel.

Næste uge har jeg et lægebesøg, hvor jeg får hjælp til at finde en god psykolog, og så er det bare et spørgsmål om tid, til at jeg kan begynde i behandling.

Okay.. Det var en rimelig stor mundfuld! Du tænker måske, hvad det er jeg får ud af, at dele alt dette med jer, eller måske er du pisse ligeglad, og syntes det er ynkeligt, at jeg skal være så pokkers åben omkring en negative periode i mit liv.
Svaret er blot det, at jeg finder det som en stor lettelse, at kunne skrive mine tanker ned, og dele hvad jeg går rundt og bære på, med folk rundt omkring på nettet. Jeg finder en hvis tryghed (underligt nok), i at kunne snakke frem og tilbage, omkring de ting jeg går rundt med, og som du måske også går rundt med, men ikke har kunne sætte ord på. Jeg er utrolig dårlig, til at sætte mine tanker ned på skrift, og er langt fra så velformuleret, som mange af jer andre, men jeg vil alligevel gøre et forsøg, på at skabe kontakt til hver og en af jer, skabe et sikkert sted, hvor du kan dele dine historie, og finde hjælp til bare små kampe i din hektiske hverdag, hvis det er det du har behov for. Er det noget rod jeg kommer ud med? Giver det mening for jer? Jeg føler lidt, at det er et vildt rodet og hektisk indlæg, men igen, så må du lige bære over med mine kompetencer indenfor alt det her, jeg kan kun håbe på at blive bedre, til at skabe en rød tråd igennem mine indlæg, og måske finde lidt bedre ordvalg, så i kan få en dybere forståelse og indsigt.

Det var vidst det for nu!
Klap i måsen herfra, love Erika.