JEG HADEDE MIN TRÆNING!

Som i nok ved, hvis i fulgte med her på bloggen og på min konto @moreoferika (på instagram), så var jeg begyndt til psykolog og var d. 22.04.2015 til det for anden gang.

Vi kom ind under rigtig mange ting, min psykolog og jeg, men en af de ting som overraskede mig, var faktisk omkring min træning.
Jeg har utrolig svært ved at komme ud med de ting jeg føler, men nu kommer det altså, og så må i tage alting med et gram salt!
Jeg har i efter hånden mange år trænet, men dog aldrig været så seriøs omkring det, som jeg var blevet før min ryg skade, og for at sige det mildt, så brød jeg mig faktisk ikke om det! JA, du hørte rigtig!!
Til at starte med begyndte jeg at træne for at tabe mig, og da jeg var rimelig ung, havde jeg ingen ide om hvad det var jeg havde gang i, så jeg var selvfølgelig på alle de der velkendte ude og hjemme kure, altså du ved de små blade man får med engang imellem, hvor der er kostråd lige fra “tab dig med proteiner” til “spis et fucking æble om dagen og lev lykkeligt som en lækker strand sild resten af dine dage”. Nå ja, så går der et par år med det, før jeg kommer over i en livsstil jeg faktisk er rigtig glad for, altså RIGTIG glad!
Jeg fandt en rytme, hvor jeg kunne leve rigtig sundt, og nu snakker vi altså ikke om kylling med 400 g grøntsager og en lille håndfuld ris eller pasta, til morgen middag og aften vel, NEJ jeg snakker masser lækker frugt og salater om sommeren, bøffer i weekenden med noget bland selv slik og mørk chokolade til om aftenen, is på stranden, pebernødder i december med en julekalender over i hjørnet, og her er der altså ikke tale om de “10 kroners” (som egentlig er begyndt at koste lige så meget som de store) fra rema 1000 og hvad vi nu eller kan finde på. Og det handlede ikke kun om kosten, men jeg NØD min træning, jeg elskede at føle smerten dagen efter, og at svede som et svin under det hele, jeg nød generelt bare livet!

Tingene begyndte at komme på plads, og jeg fik mere og mere styr på alting, det handlede dengang heller ikke om at nå op på 120 kg bænkpres (som om det nogensinde ville ske haha) og 150 kg i sqaut, men om at få det godt med mig selv i det jeg lavede, og bliver lykkelig af at føle jeg brugte min krop til noget godt.
Tiden gik og jeg begyndte at høre mere og mere omkring bikini fitness atleter, og selve samfundet var så småt ved at tage fat om at kvinder også kunne være hamre lækre med lidt muskelmasse på sig, i stedet for den lidt ældre trend, hvor alle sammen skulle ligne pinde, så selvfølgelig ville jeg da også lige med på bølgen, og jeg blev bidt af det! Jeg vil ikke sige, at jeg blev bidt af det lige med det samme, men der gik ikke længe, før jeg ville ligne alle de lækre tumblr (Det er det medie jeg er groet op på, okay? ;b) babes.

 

1 2 3 4

Jeg opretter mig derfor en instagram profil, og har ikke i den vildeste fantasi nogen tanke om, at blive noget specielt. Jeg begynder da også lige at følge en masse af de seje piger rundt omkring i Danmark, som lever sundt og går rigtig meget op i træning, dette er piger jeg stadig følger med i til dagens dato (i er seje piger WOO), og for sjov begynder jeg da selv lige at poste et par billeder fra min træning, dele mad billeder og dele screenshots af hvad jeg trænede den givne dag. Jeg begynder at få flere og flere følgere, nu mere jeg gør mig til kende i kommentarfelterne rundt omkring, og der går faktisk ikke længe før jeg har fået mig lidt over 1000 følgere, hvilket jo er vanvittigt at tænke på.
Desto mere opreklameret fitness verdenen blev, nu flere følgere fik jeg, og dermed groede lysten til at dele mere af mig selv, mere af min progression, og mere af min tilgang til træningen. Jeg deler så mit første billede, hvor jeg bare har smidt trøjen, og står i trænings tights og sports bh, og sikke dog et feedback jeg fik! Jeg blev så overvældet over alle de søde kommentarer, og det fodrede gløden i mig til at ville poste flere af de slags billeder.
Mere ville have mere, og nu flere følgere jeg fik, nu mere tøj røg der af.
Jeg er ikke bange for at sige det højt, men jeg blev praktisk talt opslugt af opmærksomheden jeg fik!

Jeg har igennem min opvækst ikke fået det vildeste opmærksom mod min krop, da jeg har været større og en meget upopulær person, så selvfølgelig bliver jeg lidt afhængig og nærmest sulten efter den opmærksomhed, der blev smidt mod mig! Jeg begyndte at se gode resultater, og som tiden gik blev jeg mere og mere transformeret ind til den “bøf” jeg var, før jeg mistede friheden til at kunne træne.

HVOR VIL JEG HEN MED ALT DET HEEEEER.. Well, jeg vil derhen hvor sandheden kommer frem. Jeg vil simpelthen erkende, at jeg virkelig ikke brød mig om at se så stærk og muskuløs ud, som jeg gjorde. Jeg bryder mig ikke om, at alting skal være en konkurrence i dagens Danmark, jeg bryder mig ikke om, at man er påtvunget dette udseende, før man kan blive til noget på sociale medier i den nuværende tidsperiode. Jeg startede ud med bare at ville se sund ud, få en flot flad mave, ben der kunne holde til noget, og at få det bedre med mig selv.

Det handler om at være sund, på den måde DU finder sundhed ud til at være på.
Jeg læste for lidt tid siden omkring hashtagget #fitnok , hvilket går ud på hvad DU synes er fit nok.
Nogle er konkurrence mennesker, og brænder virkelig for at stå på den scene, og leve i forhold til de principper der høre under den kategori, men det gælder langt fra for alle. Der er nogle som bare træner 2 gange i ugen og spiser 70-80% sundt, og det syntes de er nok til at leve et bedre og sundere liv, hvilket er der jeg ville have befundet mig, hvis jeg ikke var blevet opslugt i alt den “fame” og det forbillede der er blevet stillet op.

Jeg synes det er tankevækkende og så utrolig ærgerligt, at det er blevet en selvfølge, at skulle stille op til konkurrence, bare fordi man går meget op i træning og sundhed. Det er blevet en trend, som virkelig er sprunget frem de sidste 2-3 år, og vi ved jo alle godt, at jeg også har revet mig lidt med i det, men har dog sprunget fra alle gangene. JEG er en person, som faktisk ikke vil være alt for stor, jeg blev meget bøffet, og det kunne ses nemt på mig, men når alt kommer til alt, så er det faktisk ikke det jeg så sundhed ud til at være.
Misforstå mig ikke, jeg er super stolt af mig selv over de ting som jeg har opnået i mit liv, men jeg fortryder at jeg ikke lyttede til mig selv og min krop!

Som i ved, så er jeg i et punkt i mit liv, hvor jeg ikke må træne mere. Den skade jeg har i min ryg, er faktisk noget som er medfødt, og er kommet frem igen samt forværret sig selv, ved at jeg har presset mig så hårdt med træningen, i en meget ung alder!
Jeg var 16 år, da jeg begyndte at træne på en ret seriøs plan, og før jeg så mig om var jeg nået op på over 100 kg i squat, og det ligger altså meget pres på ryggen, hvis man ikke har styr på det man laver, som det viste sig at jeg ikke havde!

…..

Hvis i vil have en til del af historien, så giv gerne jeres meninger nede i kommentarfeltet, eller bare dele jeres tanker og erfaringer om emnet! 🙂

 


b1 b2

 

3

 

Okay okay okay… I går ved en middags tid, sendte Lina disse billeder til mig, og vi havde en lang samtale omkring vores holdninger og meninger. Efter lidt tid, aftalte vi, at hun ville poste det på hendes instagram, og skrive lidt omkring det, hvor jeg derefter ville reposte, men inden længe eksploderede kommentarfeltet, på både godt og ondt!

Mange kom ud med den kommentar, at de havde oplevet lige præcis det samme,  nogle påstod at det vi havde gang i var mobning, og andre var chokerede og overraskede over den opførsel Cecilie har ført på hendes instagram.

Før jeg kommer længere ind i dette indlæg og denne diskussion, vil jeg lige slå noget fast.
Hvis du ikke fulgte med i går, så var der kun en person, der gik over stregen med de kommentere og anklagelser hun kom med, alle andre delte simpelt nok bare deres oplevelser, og deres meninger, som de havde haft med Cecilie og hendes IG profil facader.
Der var på intet tidspunkt sagt noget vildt nedladende omkring Cecilie, men dog bare at vi i flertal, var virkelig chokerede over, at hun gentagentlige (x1000) gange har postet billeder, der ikke har været hendes, og taget mod den ros og positive feedback der kom i mod hende, som om det var.

Jeg syntes det er sjovt, at så snart feedbacken bliver en smule negativ, så ses det som mobning, barnlig opførsel og skamfuldt. Det er utroligt, at vi ikke kan diskutere, hvad vi har set som utrolig lav opførsel, og usselt “marketings føring” af hendes egen profil, uden at blive anklaget for at være mobbere.
Hvis du stadig ikke helt er med, så har Cecilie gang på gang, slettet og blokeret folk, der konfronterede hende med dette issue, og da vi så tog det op i et offentlig og anderledes forum, som var på Lina’s egen profil, så skrev Cecilie, at hun blot var chokoret over VORES opførsel, at hun nok skulle skrive under DET billede, at det ikke var hendes, og at hun var skuffet over, at vi ikke havde taget det med hende først, hvilket var det vi jo lige præcis havde gjort, og derefter var blevet blokeret for!

Okay så.. Jeg syntes personligt, at det er skamfuldt, at man føler man skal stjæle andres ‘progress’ billeder, form billeder og mad billeder, for derefter at udstille dem som sine egne.
Jeg syntes det er trist, at vi er noget til det punkt i vores samfund, hvor erkendelse fra andre på de sociale medier, er så vigtig at opnå, i så store omgang som muligt, at det er lige gyldigt hvad man gør for at opnå det!
En kommentar jeg klart kan huske var “det er måske en dårlig måde at håndtere og gøre tingene på, men lad hende nu bare om det, det er hendes profil, lad hende gøre hvad hun vil”. OKAAAAY SÅÅÅ…. Så hvis det var dit billede der blev brugt på hendes profil, hvor hun udgav sig for at være dig, ville det så være i orden?? Jeg ved i hvertfald, at jeg ville være rasende over det, og faktisk ende op med at være ked af, at nogle ville udgive sig for at være mig, hvilket faktisk bringer mig omkring en anden kommentar der poppede frem.

Der var en i blandt mængden, der havde behov for at bringe Cecilie Frost, og hendes tidligere problemer med noget lignede op. Først og fremmest var det Cecilie F der var offeret her, folk udgav sig for at være hende, hvor mange så gav hende opbakning, og hjalp hende med at få de profiler fjernet! Cecilie F, har udelukkende kun brugt sine egne billeder, og derfor fortjener hun den ros og opbakning der falder hen mod hende.

Hvis vi nu sætter de her to situationer sammen, så ville det faktisk se sådan ud, at Cecilie F ville være den der stod for skud og Cecilie B ville være bøllen.. Giver det mening??
Jeg forstår ikke, at Cecilie B skal have lov til at slippe af med det, når det alle andre gange er blevet set ned på, hvis det fx blev delt, at man var ked af at blive fremvidst på en anden profil, for at være en anden.

Jeg vil stoppe nu, og lade jer føre samtalen frem over, så skriv gerne i kommentarfeltet, hvad jeres holdninger og meninger er!

Jeg vil slutte indlægget af med at sige, at du fandme er god nok som du er, og at du ikke skal udgive dig for at være en person du ikke er på de sociale medier, selvom det egentlig er relativt nemt at gøre i disse dage.
Jeg har personligt opbygget min lille kreds af mennesker, af det hårde arbejde jeg har lagt i min træning, og ud fra min helt egen personlighed, med mine egne holdninger, meninger og alt hvad min profil og andre sociale medier ellers indeholder.
Jeg har måske ikke den største “fan base”, men jeg har dælme skabt mig nogle rigtig gode bekendtskaber, og connections ud fra at være mig selv, hvor jeg gentageligt også for af vide, at det er sejt jeg er så åben og ærlig omkring MIG.
Hvis du beslutter dig for, at vise et lidt mere glansbillede version af DIT liv, skal du da have lov til at overdække dine billeder med filtre og andre redigerings metoder, og holde dig til at dele få ting fra dit personlige liv af, eller måske dele alt! For guds skyld, så gør jeg det squ også selv, men gør det på DINE billeder… Ikke andres.. Og samme gælder historer, ikke fortæl andres, når du har dine egne at fortælle.

Ik skam dig over at være dig. OWN IT.

Following your dreams

Nu vil jeg endelig løfte sløret for, hvad det er jeg har gået rundt og planlagt det seneste stykke tid.
Jeg har lagt mange hints her og det, inde på snapchat (add mig på lifeazerika :-* ), og da jeg spurgte i går hvis nogen af jer måske havde gættet det, fik jeg et par rigtige svar min retning!
Jeg har endelig fået redskaberne til, at kunne blive en vlogger, og hvad er en vlogger, spørger du? En vlogger er af definition, en der laver Video Logs, og ligger dem på youtube! 🙂
Jeg har længe haft en drøm, om at få det igangsat og er mere en ekstatisk over, at det endelig er begyndt at falde på plads. Jeg er i øjeblikket igang, med at få opsat min kanal, så den ser præsentabel ud, vænne mig til at have et kamera med mig overalt, så det ikke er akavet og underligt at se mig på din skærm og opgradere mine redigerings skills! I øjeblikket handler det mest om, at vænne sig til det med at snakke ind i et kamera, især når der er andre mennesker omkring mig, så af den grund går der nok en måneds tid, før den første vlog bliver uploadet og offentliggjort.

Hvad vil i gerne have drøftet, og se i mine kommende videoer?
Mine overvejelser indtil videre er:

  • Trænings pas.
  • Weekly talks, hvor jeg bringer et emne op i har ønsket gennem ugen
  • Q&A, hvor de mest stilte spørgsmål bliver svaret.
  • Min daglige routine, hvor jeg bringer jer helt tæt på, og giver jer lov til at se hvordan min hverdag hænger sammen.
  • Sjov og spas med veninder, kæreste(r) og familien.
  • Oplevelses og travel vlogs.
  • Et indblik i køkkenet.
  • Challenges, fra jer læsere og seere.

Og det tror jeg summer det op, jeg modtager gerne forslag med kyshånd, og vil meget gerne høre fra jer hver i sær, hvad i syntes lyder spændende! 🙂 I kan kommentere på dette indlæg, snappe mig eller sende en insta direct, med jeres meninger og forslag, jeg skal nok få set igennem og svaret på dem alle!
Vid, at der er stor sandsynlighed for, at jeg først svare lidt tid efter, at jeg rent faktisk har fået dem set ❤

Jeg elsker jer utrolig meget, og håber at i vil følge med!!
Klap i måsen herfra, Erika ❤

Pigen bag skærmen del 1

Jeg vil bruge lidt tid af min søndag, på at besvare alle jeres mest stillede spørgsmål, og hvis ikke dit spørgsmål er blevet besvaret, skal du bare give lyd! 🙂

Mit fulde navn er Kristina Erika Andersen, men af helt personlige årsager, har jeg valgt helst at blive kaldt Erika, og det er da også bare lige en tand flottere, syntes du ikke? 😉
Jeg er 18 år gammel, 163 cm høj og kommer fra en lille by i udkants Danmark i vestsiden af Jylland.
Lige pt er jeg ved at uddanne mig som ernæringsassistent på Uddannelses Centeret i Holstebro, hvor jeg herefter vil læse videre og få en bachelor i ernæring og sundhed, så jeg kan blive kostvejleder.
Min drøm er at kunne træne konkurrence atleter op, da det er det jeg brænder allermest for, og kan forestille mig være tilpas og glad med resten af mit liv, så en personlig træner uddannelse skal også i hus på et tidspunkt.

Hvis jeg lige starter med at inddrage dig i min hverdag udenfor træning, kan jeg fortælle dig med 100 procents sikkerhed, at jeg er lige så stor en dovenlars, som hvilken anden, hvis ikke mere. Jeg nyder, og jeg mener virkelig NYDER, at bruge dagen i sengen, med en masse gode film, serier og youtube videoer. Hvis det ikke er sommer, kan jeg enten findes i min kærestes eller egen seng, med en god serie eller film kørende på skærmen, hvis jeg ikke træner eller spiser (jo okay, sikkert også når jeg spiser)
Når det så er sagt, så siger jeg ikke nej til en aftale med en veninde, en aktivitet med familien eller en chance for en oplevelse, hvis det kommer min vej. Jeg elsker at rejse, og har haft fornøjelsen af at møde et par søde instagram piger indtil videre, rundt omkring i landet! Jeg håber på at møde flere, da jeg syntes det er vildt spænende, ikke mindst at møde nye mennesker, men at rejse rundt, til nye bydele af landet.

Jeg er en meget snakkesalige kvinde, og der er ærligt ikke meget der ikke kan drøftes med mig, da jeg er en meget åben sindet person, som kun elsker at lære og høre, om andre folks erfaring inde for alle områder virkelig.

Nu til min træning, jeg prøver at træne 5-6 gange i ugen, hvor det kan se sådan her ud:

  • Mandag: Bryst og triceps + HIIT
  • Tirsdag: Ben, balder, skulder og mave
  • Onsdag: Ryg og biceps + HIIT
  • Torsdag: Hvile eller løb/gå tur i det fri eller på løbebånd, kommer an på vejret.
  • Fredag: Bryst og triceps + HIIT
  • lørdag: Ben, balder, skulder og mave
  • Søndag: Ryg og biceps + HIIT

Jeg køre 3-split, og har næsten altid gjort det, da jeg finder det til at være det, der passer bedst til mig!
Jeg laver mine egne programmer, da jeg ikke har råd til en personlig træner, og da jeg arbejder i centeret, kan jeg ikke få lavet det hos en af de andre instruktører.

Mange af jer spørger indtil hvilket cardio jeg dyrker, nu når jeg er på diæt, og som i kan se, så gør jeg mig mest i HIIT, og det er af den simple grund, at jeg virkelig ikke bryder mig om konditionstræning, så det skal bare hurtig overstås :p
Mit forhold til konditionstræning svinger meget, og i sommeren nyder jeg faktisk også at løbe ude i det gode vejr (det er nok mest en gå tur, men det siger vi ikke til nogen, den hemmelighed bliver mellem du og jeg)

Og som det aller sidste, så træner jeg i et lokalt center i byen, som ikke er del af en kæde!
Utallige af jer vil super gerne vide det, for en eller anden grund, men jeg må desværre skuffe jer, hvis i havde håbet på et svar som fitnessdk eller fitnessworld.

KOKURRENCE, STILLER JEG OP ELLER EJ?

Ja altså.. Mit svar i øjeblikket er ja! Det har kørt meget op og ned, og i starten var det faktisk meningen, at jeg skulle være stillet op i år, men af den simple grund, at jeg virkelig ikke har haft overskud i hovedet til det, blev det sat til side.
Jeg er i behandling for min depression, og en af de første tanker der poppede frem, var at jeg virkelig gerne vil have overskuddet til at stille op i 2016.
Jeg bruger mere og mere tid, sammen med/på mennesker som skal stille op, og for mig har det kun sat endnu mere blod på tanden. Jeg vil gøre mit bedste for at stå på scenen til næste år, men det bliver ikke i bekostning af mit mentale helbred. 🙂

Tror det var det jeg ville svare på i første omgang! Hvis du har flere spørgsmål, du gerne vil have svaret på, så skal du være mere end velkommen til at spørger på askfm (en app, hvor mit navn er mylifeazerika), i et kommentarfelt herunder, eller på instagram! 🙂

Kan du have en super dejlig dag, klap i måsen herfra
– E

 

Sandheden er

Jeg fortjener ikke at være lykkelig, jeg kan ikke gøre noget rigtigt, jeg er praktisk talt uduelig, og er ikke værd at bruge tid på eller med. Det er de slags nedbrydende, destruktive og forfærdelige tanker, der gør det svært at være mig fortiden.

Jeg prøver mit bedste, på at være glad, lykkelig og inspirerende på det ydre, men sandheden er, at jeg har følt mig som en løgner, de sidste par måneder. Jeg har skrevet lange tekster på instagram, om selvkærlighed og glæden over at have lavet progression, men har følt mig som en stor fupmager, for på det indre har jeg ikke følt andet end skuffelse og selvhad.

Det kvæler mig, ikke at kunne sige det fra et ærligt perspektiv, og jeg har været så ophængt på, at skulle kunne inspirere og sprede en positiv energi, der forhåbentligt  ville kunne hjælpe nogle af jer, til at ville indse alle de ting jeg egentlig går rundt med. Jeg har været i en position, hvor jeg prøvede at narre mig selv, til at tro jeg var lykkelig.
Det værste ved min situation, er nok det, at jeg ikke ved hvor alt dette kommer fra. Jeg har jo så mange ting at være taknemmelig for! Et skønt arbejde, den dejligste far man kunne ønske sig, de bedste veninder, dejlige følger, mulighed for min drømme uddannelse og hvad ved jeg! Men alligevel så har jeg disse følelser inde i mig.
Jeg er ikke klar til at dele alle de ting, jeg har skulle kæmpe med de sidste 6 måneder, eller generelt bare i mit liv med jer,  men at kunne dele sandheden om, at jeg igen er endt i en depression, det er et større skridt, end i måske nogen sinde ville kunne komme til at vide.

Jeg har brugt meget af ugen på tankerne om, hvad inspiration egentlig er, og hvilke signaler JEG gerne vil sende, og er kommet til den konklotion, at inspiration ses anderledes af alle, men at inspiration for mig, er fundet i nogen der kan dele deres kampe i livet, og forhåbentligt vise læsere, et sundere perspektiv i forhold til livet og hvordan man kan vælge at håndtere sine kampe, i stedet for kun at vise de kønne sider til livet.
Instagram, twitter, facebook og alle de andre sociale medier, bliver mest af alt brugt til, at gøre ens liv glansbillede perfekt, og indramme det så det kan virke perfekt, og misundelsesværdigt for andre. Det har jeg det bare ikke godt med, for hvad hjælper det dig, eller mig selv for den sags skyld? Du kan ikke lære noget fra perfekt filtrerede billeder, og et udadtil perfekt liv.
Jeg syntes det er sjovt, at så mange mennesker tror de ved alt omkring mig, da jeg har delt meget og mange af mine hverdags oplevelser og kampe på instagram, og lavet et par personlige indlæg på bloggen, når sandheden er, at det kun er toppen af isbjerget, og at der er så meget mere til mig, end hvad de går rundt og tror, og sådan er det højst sandsynligt ved 99% selv hudløs ærlige instagramere/bloggere.
Jeg er som sagt ikke klar til at dele alle mine livs historier, men jeg vil efterhånden dele oplevelser med jer, ikke af opmærksomhedskrævende grunde, eller fordi jeg vil have medlidenhed af nogen af jer, men fordi det hjælper mig til at hele psykisk, ved at dele ting med jer, og fordi jeg forhåbentligt, kan være med til at danne samtaler frem og tilbage, mellem du og jeg, eller mellem hinanden rundt omkring.

Jeg har aldrig været under professionel behandling, da jeg ikke har ville være en byrde økonomisk, overfor min far, end jeg allerede er naturligt, eller hvad man skal sige. Psykolog hjælp er jo dyrt, og det har derfor stoppet mig i, overhovedet at nævne det overfor ham.
For et par uger siden røg jeg op i en diskussion med en, hvor det endte ud i at jeg fik et angst anfald, da jeg ikke kunne forklare mig ordentlig, i den måde jeg oplevede situationen på, og hvordan alting fik mig til at føle. Det var der min far så lærte, at jeg virkelig havde brug for hjælp, og efter mange lange snakke, har jeg indset, at det ikke har hjulpet noget at holde mine følelser skjult, og at selvom man føler man er en byrde, så vil man ALDRIG være det, hos de der virkelig elsker dig.
Men det er dog lidt sjovt at tænke på, at selv de man er tættest på, ikke kan se igennem den facade man sætter op. Nok fordi, at de helst vil tro på, at du faktisk er lykkelig, og håber/tror på at du ville komme til dem hvis ikke.
Mit råd her er, at hvis DU går rundt med store skræmmende dæmoner oppe i hovedet, en ubehagelig oplevelse, sorg af en art eller noget helt fjerde, så få snakket med de du elsker, for lige meget hvad de går rundt med selv, så vil de til hver en tid sætte det til side, for at hjælpe dig, hvis de virkelig også elsker dig! Det hjælper så utrolig meget, bare at få små sætninger ud, af det rod du har oppe i hovedet, så tag det i dit tempo, og luk mere og mere op, for det hjælper så utrolig meget. Eller tag det op med en professionel! Hvis du ikke har råd til en psykiatere, så er det ansatte i kommunen, du muligvis kan henvende dig til, som en start!

Man kan aldrig rigtig vide, hvordan folk omkring en egentlig går rundt og har det, så prøv at tænke over hvad det er du siger, eller gør mod andre mennesker, for du ved ikke om de egentlig falder mere og mere fra hinanden, af de ting du kommer ud med, selvom de virker som om, at de tager det helt okay og måske endda spiller med på “joken”.
Jeg er ikke altid selv god til, at være sød i munden eller min måde at fremstå på, især når min tolerance er helt i bund, men jeg prøver ærlig talt mit bedste, og prøver som regel at gøre det godt igen, eller undskylde for min opførsel.

Næste uge har jeg et lægebesøg, hvor jeg får hjælp til at finde en god psykolog, og så er det bare et spørgsmål om tid, til at jeg kan begynde i behandling.

Okay.. Det var en rimelig stor mundfuld! Du tænker måske, hvad det er jeg får ud af, at dele alt dette med jer, eller måske er du pisse ligeglad, og syntes det er ynkeligt, at jeg skal være så pokkers åben omkring en negative periode i mit liv.
Svaret er blot det, at jeg finder det som en stor lettelse, at kunne skrive mine tanker ned, og dele hvad jeg går rundt og bære på, med folk rundt omkring på nettet. Jeg finder en hvis tryghed (underligt nok), i at kunne snakke frem og tilbage, omkring de ting jeg går rundt med, og som du måske også går rundt med, men ikke har kunne sætte ord på. Jeg er utrolig dårlig, til at sætte mine tanker ned på skrift, og er langt fra så velformuleret, som mange af jer andre, men jeg vil alligevel gøre et forsøg, på at skabe kontakt til hver og en af jer, skabe et sikkert sted, hvor du kan dele dine historie, og finde hjælp til bare små kampe i din hektiske hverdag, hvis det er det du har behov for. Er det noget rod jeg kommer ud med? Giver det mening for jer? Jeg føler lidt, at det er et vildt rodet og hektisk indlæg, men igen, så må du lige bære over med mine kompetencer indenfor alt det her, jeg kan kun håbe på at blive bedre, til at skabe en rød tråd igennem mine indlæg, og måske finde lidt bedre ordvalg, så i kan få en dybere forståelse og indsigt.

Det var vidst det for nu!
Klap i måsen herfra, love Erika.

index

Older posts