Koblet Af

For omkring to uger siden, besluttede jeg mig at koble mig fra Instragram, Facebook og Snapchat.
Min beslutning er ikke grundet af, at jeg prøvede på at afvænne en afhængighed til sociale medier, eller på grund af et vædemål, eller noget helt tredje, jeg valgte at koble mig af af personlige grunde.

Jeg deler rigtig meget af mig selv på sociale medier, fordi det ikke mindst er det valg jeg har taget, men fordi at jeg har stødt på så mange, der lader sig inspirer, motivere og blive bedre til at acceptere dem selv, på grund af noget jeg har delt.
Nogle vil mene jeg er opmærksomhedskrævende, slutty, en bitch og jeg ved ikke hvad, og hvad de mennesker syntes om mig, kommer egentlig ikke mig ved. Jeg deler hvad jeg har lyst til, på de måder der falder mig mest naturligt, eller bare er sjovest. Eller det gjorde jeg i hvertfald, indtil jeg stødte på mennesker, der fik mig til at føle mig mindreværdig på grund af det jeg delte, og fik mig til at føle mig lille, og som om jeg skulle være skamfuld over det, jeg havde delt gennem af 2O14. Jeg er min helt egen person, og det tog mig længe at bygge migselv op, men blot en enkelt måned for det hele at ramle ned igen.

Jeg vil gerne tilbage til den standhaftige person jeg var engang, men uden at kompromisere med de ting jeg har groet og lært fra op til nu.
Det lyder måske kompliceret, men bunden er jo den, at jeg har lært nye ting, skabt og formet mig selv på nogle punkter, som jeg er bedre tilpas med end før! Men på mange punkter, skammer jeg mig også over den jeg er nu. Jeg er ikke en der lader sig sætte sig ind i en ramme, som samfundet har skabt, hvor jeg skal være på den eller den måde. Jeg sætter mig udfra det normale perspektiv, og kreere hvad jeg tror på, og hvad jeg har det mest tilpas med. Det er den person jeg savner, for de personer jeg mødte, fik slået den person ned til et punkt, hvor jeg faktisk troede på, at det var bedst bare at lade være med at gøre noget, for at bevise noget andet. Giver det mening?

Jeg er stor på sociale medier, ikke i den betydning af at jeg er kendt eller andet, men at jeg bruger det som et outlet til de ting jeg har i mit hoved, og jeg finder det bare ikke unaturligt, at dele mit liv, tanker og hvad der ellers foregår i min sammenkrøllede hverdag.
Derfor vil jeg også dele det jeg går igennem nu! Alle har dårlige perioder i deres liv, og som mange af jer ved, så er jeg ikke personen der pakker tingene ind, og det gør mig intet at dele de mindre dårligere sider af alting. Jeg vil ikke udgive mig for at være en jeg ikke er, og det ville jeg gøre, hvis jeg kun delte de positive ting i min hverdag, for som vi nok ved, så gør sociale medier bare det, at de får det hele til at se så perfekt ud, som alting kan være, og får følgerne til at ønske deres liv var mere som en andens.
Jeg vil dele min historie, i håb om at du kan leve DIT liv, på bedre kompromisser, end hvad du har givet dig selv lov til.

Hvis du har fulgt med i længere tid, så ved du at jeg er pige, der har været igennem alle slags spise forstyrrelser, diæter og en depression.
Så godt som jeg nu ønsker det, så er en depression ikke noget man bare lige vender sig af med, eller kommer over. Det er en daglig kamp, og det er noget jeg vil leve med resten af mit liv.
I Oktober startede min depression lige så stille op, men jeg troede så, at jeg fik lagt det på hylden igen, og kom bedre tider i møde, men for blot to uger siden brød jeg sammen, da jeg var på vej hjem fra en bytur.
Jeg har været let til tåre i et par måneder, men det overraskede mig hvor slemt jeg havde det, da jeg sad alene ved en kantsten på en mørk bakke midt om natten.
Jeg fik næsten ingen søvn den nat, og dagen efter var jeg fuldkommen tom for følelser, det var der jeg besluttede mig at koble af, og komme væk fra de steder der egentlig ikke var gode for mig, af grunde jeg ikke helt har lyst til at inddybe mig i, da det bare ville skabe kontroverser i min hverdag.
Jeg var på instagram lille- og selve juleaften for at ønske glædelig jul, og allerede der blev det kommenteret “troede ikke du måtte være på sociale medier indtil nytår?” Af flere mennesker end bare en. Og det er jo ikke fordi jeg ikke måtte, men fordi jeg bare ville lidt væk fra alting, og på daværende tidspunkt ville jeg egentlig bare have lov, at ønske mine dejlige følgere en glædelig jul, uden noget bag det. Det er ikke alle der forstår det, men ens følgere og bare generelt mennesker på nettet, kan ofte få et specielt plads i ens hjerte, og man værdsætter bare deres feedback på en helt anden måde en de specielle mennesker man har omkring en!
For mig er tumblr og instagram ikke bare sociale medier, men steder jeg føler mig rigtig godt tilpas, og et sted hvor jeg har mærkværdige og helt specielle mennesker indover mit liv! Jeg finder min inspiration og motivation her, og specielt tumblr, har en utrolig vigtig rolle i mit liv.. Du ville ikke forstå det, hvis du ikke selv har en, men man finder virkelig sig selv i forskellige posts og man bliver formet ind til et helt andet menneske over tid.
Jeg fandt min vej til fitness der, og lærte en hel del om selvværd, selvrespekt, selvtillid, selvkærlighed og endda feminisme, som jeg egentlig også stadig gør!
Det er derfor, at jeg finder det træls, at folk prikker til mig, fordi jeg vil ønske disse mennesker en rigtig glædelig jul eller andet.

JA… Altså.. De sidste to uger har været lærerige, exceptionelle, hårde som en i pokker, gode, dårlige, jeg har haft lyst til at slå lygtepæle ned, putte og være helt kærlig… De har været op og ned, og mit humør er gået fra det ene over på det helt modsatte!
Jeg har prøvet at håndtere min depression, som jeg egentlig har vidst bedst, og selvom jeg ikke er helt på plads endnu, så er jeg tættere på den anden side end jeg var før. Jeg har mediteret, dyrket yoga, løbet en hel masse, skrevet en masse motiverende ned,  klistret det indre af mine skabe helt til, og virkelig bare prøvet at finde en indre ro igen.

2O15 vil jeg gøre til det år, hvor jeg sætter mig selv i fokus 100%, jeg vil lære mig selv ikke at lade folk træde på mig, lære at elske mig selv igen, tage de hårde ting op, selvom jeg egentlig bare har lyst til at pakke dem væk, og komme igennem dem. Jeg vil nyde mig selv, min krop, og mit liv en dag ad gangen. Jeg vil ikke lade folk diktere, hvad der er rigtig og forkert af mig at poste, og jeg vil prøve at finde en indre ro, så jeg kan lære at abstrahere  fra de ligegyldige og smålige ting i min hverdag.
Jeg har depression. Jeg vil leve med det i mig resten af mit liv, men jeg vil ikke lade resten af mit liv leves i en deprimerende tilstand.
2O15 vil jeg gøre til mit år.
Jeg vil gerne i enden kunne udstråle kærlighed og positivitet, som var det det nemmeste i min verden.

Der vil også ske forandringer på min blog, som forhåbentlig vil være meget mere aktiv, på min instagram, på min tumblr og så er der en ting til, som jeg arbejde en smule på at få op og køre, men det vil jeg først udtale mig mere om, når vi kommer længere ind i året.
Jeg er stadig. Jeg er ikke den samme person som jeg var før, men det er kun i de bedste måder, og det vil stråle igennem på mine outlets.

Jeg deler mit liv, med håbet om  at kunne inspirere nogen med de måder jeg kommer igennem tingene på, og kunne hjælpe flere mennesker med at komme igennem hårde tider, hvis der er brug for det.
Jeg vil over tid dele mere af det jeg har gået igennem, i små uddybende bider, men det bliver først, når jeg har erobret de dele af mit liv, og fået bearbejdet de tanker og følelser der høre med. 🙂
Jeg lever mit liv en dag ad gangen, og jeg er evig taknemmelig for de mennesker der har fulgt med, eller vil følge med i mit tossede og rodede liv. I hjælper mig med at se ting på forskellige måder, tage nye ting op og kan altid sætte en smil på mine læber. Tak fordi i er jer.

Og ikke i det mindste tak for de, som har været her ved min side, og været her for mig når jeg har haft aller mest brug for det.

Klap i måsen herfra, knus Erika.
Godt nytår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

det æstetiske ideal

I går aftes læste jeg en artikel fra politikken, der handlede om forskellen på det nutidige krops ideal og 70’erne. Du kan læse artiklen HER . Artiklen er baseret fra et interview af Karen-Lise Mynster.

Det første citat jeg vil kommentere på er dette:
»Jeg oplever en ensretning af kvindekroppen. Vi bliver konstant påvirket af billeder af idealkroppen; den lange slanke krop, kønt ansigt, markerede kindben. Alle kroppe skal ligne idealkroppen, der er ingen plads til forskellighed.«

Jeg har fanget migselv i at tænke dette gentagelige gange, og jeg prøver mit bedste for at vise jer følgere, eller ny ankommende (hej), at det er helt okay at skabe dit eget skønheds ideal, og at det er mere end okay, at have deller når man sidder ned OG STÅR OP ENDDA, strækmærker, prikker og bumser, urenheder af alle slags virkelig, rynker, sår og hvad man ellers kan komme på. Det er okay at være uperfekt, og at være dig selv!
Jeg er en kvinde der efterhånden har lært, at man ikke skal se sig skør i de små ting på kroppen, men elske og være taknemmelig for at kroppen er i stand til at gøre hvad den nu kan. Jeg er ikke så blufærdig og, som mange af jer nok ved, meget stolt af at være stolt over min krop. Det har taget mig super lang tid, men nu kan jeg endelig tage i bad offentlige steder, uden at tænke en tanke over den næste kvinde der tropper op, og være bange for at vise mig for det jeg er. Jeg er så fascineret af kroppen, og syntes det er en skam, at den æstetiske kvindekrop skal være så seksueliseret!
Derfor elsker jeg netop også Chelsea Handler så meget (hvis i ikke ved hvem hun er, så er hun en “pensioneret” amerikansk talk show vært der havde programmet “Chelsea Lately”), for hun er ikke bange for at stille sig op med bar barm, og siger HER ER JEG! DEAL WITH IT, hun syntes det er herre sjovt at poppe patten ud på fællesbilleder med hendes veninder, og jeg ved ikke hvad! Hun er et pragt eksemplar, på hvordan jeg ville ønske jeg kunne være. For selvom jeg er nået så langt som jeg nu er, så jeg dog ikke helt der endnu, men jeg ELSKER dem der er sådan!! High five til jer! Det er jo latterligt hvor sensureret en kvinde krop skal være nu til dages, i forhold til mande kroppen, og igen vil jeg have lov at sige, at det er en skam!

»Jeg sad forleden i bussen og så på en gammel mand, hvor jeg tænkte: Hold kæft, hvor er han flot. Man kan se årene i sådan et ansigt. Men vi stræber efter ungdommen. Ofte siger vi til hinanden: Man kan jo slet ikke se, at du er 60, du ser så ung ud! Er det et kompliment? I dag har vi glemt at sætte pris på alderdommen, dens visdom og erfaring.«

Jeg har altid sagt, at jeg virkelig ikke tror på at blive en af de ældre damer, som får angst af at se rynker, eller blive det og det ældre. Jeg værdsætter virkelig livets process, og derfor tror jeg ikke på, at jeg nogensinde vil finde mig i det sted, af at være ked over mine rynker og andre alders tegn. Men når jeg så siger det højt for ældre kvinder kommer kommentaren altid “haha, bare vent, det siger du måske nu, men det kommer til at se anderledes ud, når du så er i vores sted”. Og NEJ, det tror jeg virkelig ikke! Hvis jeg kan elske mine strækmærker på min numsegøj, patter og lamselår, og acceptere alle andre urenheder jeg har skulle døje med, så vil jeg også tro at jeg kan komme igennem mine smile rynker, og de rynker der viser det jeg har overkommet gennem livet! 🙂

68’ernes ansvar
»Kroppen var til rådighed og naturlig. Det fostrede et kvindeideal, der lå milevidt fra min mors generations. Vi smed bh’en og slog håret løs. Det måtte også hellere end gerne være uredt og hennafarvet. Man hyldede den naturlige krop i alle dens afskygninger. Nogle havde lange patter, nogle havde små patter, nogle havde store patter. Man var nøgen for at vise forskelligheden – og det var godt nok. Ungdommen i dag burde lære at se skønheden i forskelligheden. Tænk, hvis vi alle sammen var ens. Det ville være røvkedeligt«.

Det sidste citat jeg vil kommentere på er dette, jeg syntes det sidder lige i skabet, og jeg kan ikke være mere enig!
Det er så synd, at det de kæmpede for dengang, virkelig er så langt væk fra vores realitet nu. Hvor bliver hyldesten af for vores kroppe? Hvor bliver friheden af?
Vi sidder i et årti, hvor vi i det store billede har friheden til at gøre hvad vi vil, være hvad vi vil, tænke hvad vi vil og se ud som vi vil, men alligevel skal det ses skævt på, når vi så endelig tager skridtet og skiller os ud fra andre! Jeg ved ikke om jeg kan sige at jeg er heldig, når jeg ikke har mødt så meget modspil, for jeg VED at folk i byen går rundt og snakker dårligt om mig bag min ryg, men jeg møder aldrig rigtig nogen, som tør komme op til mig og sige hvad de egentlig tænker. På min instagram syntes jeg faktisk heller ikke, at jeg møder så meget modspil.. Selvfølgelig er der engang imellem den der idiot, der lige skal påpege noget der er ligegyldigt, og prøve at skabe en konflikt ud af det, men for det meste bliver jeg faktisk mødt med kærlighed!
I startten af året havde jeg instagram profilen der hed dkfitnessfr3ak, og der var jeg absolut ikke blufærdig på nogen måde, jeg postede (hvad der var for andre) grænseoverskridende billeder, og min IG blev hurtigt spredt rundt omkring hele byen.
Jeg bor i en lille flækker i vestjylland, så der sku ikke meget til, før største delen vidste hvem jeg var, og før jeg vidste det blev der snakket om mig over alt. Jeg skilte mig ud, hvilket både har bragt pragtfulde ting ind i mit liv, men også fordømmende blikke og had blandt piger. Min instagram er meget anderledes nu, men jeg deler dog stadig billeder af mig selv, men i en anden grad. Det er ikke fordi jeg bukker under for noget, eller skammef mig på nogen måde, men jeg har bare ikke behov for at dele så meget af mig selv, på den måde, så ofte! Hvis jeg går forbi spejlet, og tænker damn du ser godt ud i dag Erika, så vil jeg da ikke skamme mig over at tage et billede og så ligge det op, for selv med haters der gemmer sig i mørket, så har jeg utrolig mange der bliver inspireret og motiveret af det jeg har opnået og af den måde jeg tænker på!

Jeg ved ikke om jeg kom ud på et sidespor og bare fablede løs som normalt, eller om jeg egentlig kom ud med min pointe haha, men det jeg vil ud med er bare, at vi skal hylde vores kroppe! Vi behøver ikke være egoistiske og overfladisk, bare fordi vi elsker den måde vi ser ud på!! Som der bliver sagt i citatet, så ville det være røvkedeligt, hvis vi alle så ens ud, så du må ikke være bange for at vise dine forskelligheder og være stolt og din lille numse, store numse, små patter, store patter, hænge patter, lange ben, korte ben og alt det andet du kunne føle dig forkert over! Elsk din krop forfanden, du får kun en!

Klap i måsen og kys herfra mine darlings! 😉

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Er det ikke bare en fitness version af nupo?

Hvad er bulking og cutting lige præcis? Ja, bulking er når man ligger i kalorie overskud, altså spiser mere end man forbrænder, for at kunne opbygge muskelmasse, og cutting er den periode der ligger efter, hvor du forbrænder mere end du indtager, du så kan få din opbyggede muskelmasse frem i dags lyset, efter have det lagt i vinterhi, bag en masse dejlig fedt.
På nuværende tidspunkt har jeg bulket i omkring 5 måneder, og er lige så stille begyndt på at få mit kalorieantal ned ad. Spørg mig ikke hvordan det går.. HAHA, chokoladen er en stor del af mit liv lige nu, okay?

Okay, let’s get to the point.
Jeg vejer 69 kg, er 162 cm høj og jeg vil starte ud med at fortælle omkring bulking og dets effekt på min tankegang og min krop.
Jeg vil ikke snakke så meget om tallet på vægten, da jeg rent ud sagt ikke giver en F om, hvor meget der står på den lorte grimme, nøttesløse plastisk boks, der står og skriger efter en hvergang man træder ind på badeværelset. Vi har alle været, eller er stadig, meget ømme overfor at vide hvor meget vores køretøj vejer, og nej jeg snakker ikke om din grå sølv spand der står inde i garagen og ser pæn ud, men det køretøj der bringer dig frem i verden 24/7. Din smukke krop selvfølgelig!
Hver dag inden og efter mit bad, laver jeg den typiske 360 graders vending i spejlet, hvor alt lige skal tjekkes ud, og undersøges nøje. Jeg er ikke bleg for at sige, at jeg gør det, og at jeg på mange tidspunkter kan køre mig selv død i det fedt der er fordelt ud over kroppen eller den store røde bums der er dukket op lige midt i panden på mig.
“Hvorfor kan det lorte klamme fedt ikke bare forsvinde, så man faktisk kan se lidt at det muskelmasse jeg har arbejdet så hårdt for at opbygge?”
“Hvorfor kan jeg ikke bare få den flade mave igen, som jeg havde for blot et par måneder siden? ”
“Erika, du ligner jo bare en fed hval bagfra, med de blævrende lår , den røv og den brede ryg..”
“Kan det ikke godt snart blive Januar, så jeg foralvor kan komme af med alt det her fedt! Jeg er dælme træt af at rende rundt og ligne en omvandrende kaskelothval, der er jo ingen der kan se, at der faktisk gemmer sig muskler bag det blæver der”
Og så videre… Og så videre…
Kampen mod tallet er for mig ikke det der er hårdt, men kampen mod hende i spejlet, og tankerne oppe i hovedet, er derimod det der er svær at tage op.

Jeg har, som nævnt i tidligere indlæg og på instagram, fortalt lidt om min tidligere spise forstyrrelse og depression, så det med at skulle tage på med vilje er altså ikke altid det fedeste, og noget man lige har lyst til at hoppe op på bordet og danse over. Men ved du hvad? Jeg har optur over, at kunne se mine muskler har vokset, på før og efter billeder, og over at have en stor røv med et sæt patter, der får mig til at føle mig ekstremt feminin! Altså.. Det er da ikke kun det med at opbygge muskelmasse, der er positivt ved at bulke… Det kan være svært at finde den fine linje mellem bikinibøf og så ren og skær fed til tider, oppe i mit lille hoved.

Personligt har jeg ikke noget i mod, at 69 er mit nuværende nummer, og at det faktisk er det højeste jeg nogensinde har været oppe på! Eller.. Det er hvis man ikke tænker på de 70 jeg rundende op på for et par uger siden, efter at have spist en dejlig fed burger med fritter, og endt med en lettere træls mad baby.
Jeg er begyndt at tænke mere på mine fysiske og psykiske fremskridt, frem for at tænke på, at verden faktisk vil have mig til at veje 59 kg, da det er passende for min højde.
Betyder det at jeg vejer 10 kg mere en normen, at jeg er en fed lille prop, der skal sendes på julemærkehjem, fordi jeg ikke er ‘sund’ og har et for højt BMI tal? NÆ!
Det betyder bare, at jeg har valgt at ville se stærk og bøffet ud, så jeg kan skræmme alle de væk, som prøver at tage min mad! Ej, spøg til side.. Tallet betyder ikke spor, så længe du er glad for den person du er, for de valg du har taget omkring din livsstil, og for det liv du lever.
Jeg er så kliche, at man kunne få lyst til at kaste op, men det passer og det skal slåes fast oven i dit søde hoved.

For at du ikke skal side fast på min blog indtil nytår, så må jeg nok hellere komme videre til det omkring cutting, da jeg ellers bare kunne plapre løs omkring alt og intet, og så ville der jo heller ikke være mere at dele til næste indlæg, eller jo måske… Jeg er ikke person der ligefrem mangler ord, hæhæ.

Mange af jer har spurgt ind til, hvordan jeg vil gribe cuttet an, da jeg også klart har givet udtryk for, at det ikke ville være opsat som en konkurrence diæt.
Først vil jeg igen lige understøtte, at cutting altså betyder, at man ligger i kalorieunderskud og derfor taber sig = smider alt fedtet, så du kan blive ripped as F.
Under normale omstændigheder, ville jeg skulle tælle hver en kalorie, udelukkende spise tørre ris, broccoli og kylling (som sagt i grove træk), men siden jeg har døget med ortoreksi og andre trælse spiseforstyrrelser, så lader det gå en lidt sundere vej, og tager det mere som en livsstil, hvor der er plads til farverig mad og lidt pasta og oksekød engang i mellem, uden at min verden skal gå under. Så du vil se lækre SUNDE og nærringrige måltider på min instagram, ikke kun tør kylling og ris ❤
Det eneste forskel der så vil være fra der og nu, er at jeg spiser mindre mængder, meget mindre mængder, og at alt det usunde bliver en “1 gang om ugen” kind of thing ❤
Som pointeret før, så skal jeg ikke op til konkurrence, så der er ikke det slags pres på mig, og jeg kan slet ikke håndtere alle de tal og kost kontrollerede punkt til prikke system, som de fleste tager op, i hverfald ikke lige nu. Jeg har erfaret efter mange år, at jeg sagtens kan tabe fedt på denne måde, måske ikke nær så hurtigt som på den anden mulighed, men det gør mig slet ikke noget, for jeg vil ikke køre mig selv i graven, for at kunne opnå en six pack! Så er der altså ting i livet der er meget vigtiger end det, mener jeg!
De næste par måneder op til nytår, vil foregå på den måde, at jeg afvænner min krop af med den sukkerafhængighed jeg har fået mig selv ind i, og at jeg gradvist skruer ned for kalorieantallet, som jo under bulk har været oppe omkring de 3000-3500, hvor jeg nu skal ligge omkring 2300-2600. Jeg glæder mig meget, og tager bare en dag ad gangen, da mit hoved er i et meget sensitiv stadie, og derfor skal passe lidt på med for meget restriktion og kalorie tælning.

Hold nu helt op, hvor er det svært at skulle fortælle sig selv hvor perfekt man, som den man er, når ens hoved bare har et fodfæste over omkring alle de “quicke løsninger” som nupo diæter og stramme diæt planer, og en fast tanke der siger “SIX PACK, VAINS, TYDLIGE MUSKLER, STRAM RØV, KÆMPE GUNZ, NU NU NU” heeele tiden.
Jeg skammer mig sådan over at tage et stykke chokolade, hvilket kun for mig til at overspise endnu mere, når jeg fokusere på de kcal tal og tørre ris der bare skal sluges både middag og aften, hvor man kun tænker “gid det snart blev tid til min aftensky, så jeg i det mindste kunne få lidt lækkert ned”.
Det er lige præcis derfor jeg vælger som jeg gør, for jeg har ikke lyst til at skamme mig over en pizza med pigerne i byen en sjælden gang, eller et stykke mørk chokolade i madpakken med mit smækre lækre æble, der bare sidder og ser saftig og lækker ud.. OKAY STOP ERIKA.. Sidder og bliver helt sulten jo… Og ja, jeg har en afhængighed af æbler, på et tidspunkt var det så slemt at jeg spiste 8 om dagen… Sidespooooooor!
Men ja, jeg har valgt som jeg har valgt, og det lyder måske underligt for jer, som er vant til den stramme diæt, uden at have noget problem med det, men jeg er en pige med en sygdom, som jeg vil leve med resten af mit liv, og jeg vil ikke fodre de onde tanker, når jeg ved hvad jeg kan gøre for at fodre de gode og opløfte dem, hvori jeg stadig kan nå mit mål, bare på lidt længere tid. ❤

Dette er ikke en slankekur, men en livsstil.
Hvilket bringer mig til overskriftens spørgsmål! Det der for mig til at tænke dette er, at konkurrence atleter (som jeg har stor stor respekt for, ik misforstå mig under alt dette) som stresser deres krop så endegyldigt meget, for at opnå en perfekt sceneform, ikke er sundere end de som tror kan skabe mirakler ved at indtage pulver suppe og kemikalie barer til morgen, middag og aften. Eller… Jo måske er de, for kylling ris og grøntsager er jo ikke skadelige over for kroppen, som alle de diæt fabrikanters produkter er. Men at nærmest sulte sig de kommende uger op til diæt, så man kan hive huden på maven op til hovedet på scenedagen,  for derefter at indtage alt det mad man ikke har tilladt sig selv så længe, i store mængder over en længere periode (som set i fleste tilfælde), det er jo heller ikke sund! For mig ses en konkurrence diæt, i grove træk, som fitness versionen af anoreksi. Sorry to say, men jeg blev direkte trist over at se de fleste af bikinikonkurrenterne på scenen til debutantstævnet, da de fleste bare mindede mig om anoreksi børn med sixpack. Der var selvfølgelig også de som stod i en super flot form, og i min mening lignede rigtige bikinifitness atleter, men de var så åbenbart alt for bøffet, til at fortjene en plads under de sidste seks.
Det er slet ikke for at hænge nogen ud, at jeg skriver alt dette, og igen så har jeg da stort respekt for alle de som stiller sig op på scenen, men min pointe er bare at det langt fra er sundt, og at jeg er lidt trist over, at vi i dagens danmark, og sådan set også andre steder i verden, bliver tvunget til at gå på sådan en stor kompris med vores sundhed, for at kunne være acceptable i den populæreste gruppe under konkurrencen 🙂
Jeg ville hjertens gerne selv stille op en dag, men det skulle ikke være på kompromis af min sundhed ❤

Nu er det sagt hud ærligt, og i må mere end gerne skrive en kommentar, hvor i deler jeres synspunkter, meninger eller bare deler at i har lyst til at slå mig oven i nødden, for det jeg har sat og skrevet. 🙂

Knus herfra ❤

Et liv med mindreværd.

Hey ladies and germs.
I dag på le blog, vil jeg prikke lidt til det med krops positivitet, og hvad det egentlig vil sige, at have selvtillid og selvværd.
Hvad er forskellen på de to ting, og er der overhovedet nogen?
Selvtillid og selvværd går rigtig tit hånd i hånd, men der er altså en stor forskel at se, når vi går lidt tættere på. Du kan være vildt selvsikker og udstråle at du bare har styr på tilværelsen og har overskud så det batter, men når alt kommer til alt gemmer der sig, en forfærdig lav selvværdfølelse, nemlig at du ikke dur til noget, og at du ikke er god nok, til noget eller nogen, det er her den store forskel ligger på selvtillid og selvværd.

Hvad er selvtillid egentlig lige præcis?
Dette begreb dækker over ydre kvaliteter, altså det du selv og andre ser, som hvordan vi ser ud, hvad vi er gode til at yde og vores præstations evner.
Vi kan eksempelvis have en der kan sit kram i anatomi og fysiologi, 12 tallerne flyver ind under uddannelsen, og det bliver hele tiden bemærket og pointeret af andre mennesker.
Senere i livet vil personen blive headhuntet af forskellige hospitaler, og personen vil stråle med selvtillid, sikkert være fin påklædt, velplejet og virke utrolig sikker på sig selv og sit fag, men inden i ligger der en dyb følelse af ikke at være noget værd som menneske, både i sine egne øjne og i andres, og altså kun være noget værd i den forbindelse som den pågældende er dygtig til, hvilket i denne situation er sit arbejde. Sådan en person er målrettet og går efter at blive den bedste af de bedste inde for det område, da det kan vække en lille følelse af værd, da man ikke bare er lige så god som alle andre i det på valgte fag, og har derfor grund til at have masser af selvtillid, men det der selvværd, det mangler altså.

Jamen okay, så begrebet selvværd er altså hvordan vi ser os selv som mennesker, og mener om os selv på det indre? Ja! Her handler det ikke om hvor god man er til den specifikke sportsgren, det studie osv osv. Det handler om at hvile i sig selv, og være tilfreds med den person man er for sig selv, og for andre. Med selvværd kommer det ikke an på, hvad man er god til, men blot at man er til som en levende organisme, der altså er noget værd blot af den grund.

Jeg finder mig selv i at have selvtillid i fitness, for jeg ved det er noget jeg er god til! Selvtilliden har vokset, mere og mere gennem tiden, da jeg har fået en masse anderkendelse for det, og fordi jeg kan slå mine rekorder igen og igen, og selvom jeg falder, så rejser jeg mig op igen og kommer endnu stærkere tilbage.
Når det så er sagt, så er mit selvværd ekstremt lavt, jeg kan ikke finde ro i at jeg er god nok som jeg er, og at mit tilværelse på jorden er nok til at være noget værd for andre, og ikke mindst for mig selv.
I min by kender alle mig som “dkfitnessfr3ak”, og hvis du kun har fulgt mig på lifeazerika, skal det lige siges at det altså var mit tidligere instagram navn. De kender mig ikke ud over de rammer, som jeg satte mig selv i, på det sociale medie.
I manges øjne, og dette er blevet bekræftet utallige gange, er jeg en hardcore fitness tosse, der ikke laver andet end at træne og spise kylling og broccoli. Jeg er fyldt med selvværd og selvtillid, og det hele køre bare for mig… Hvor de har det fra? Ja, det ved jeg ikke.
Jeg er et sårbart menneske, som gemmer sig bare et stort smil og en tosset personlighed. Jeg er særlig sensitiv (du kan læse mit blogindlæg omkring det HER), jeg gør mit bedste for at overgå mit bedste, i de ting jeg rent faktisk kan finde ud af.
Jeg er personen der rigtig gerne vil være med til fester og forskellige events, men ender med næsten aldrig at tage afsted til ting, hvis jeg ikke har fået en direkte (altså face to face) invitation omkring det, for hvorfor ville de have mig med til det? Hvad ville jeg kunne bidrage med? En facebook invitation, er der da ikke noget tanke i, det er sikkert bare et fejltryk eller måske bare en medlidenheds invitation.
Der er da også gode dage, hvor jeg føler mig en, der kan bidrage til samfundet bare ved at være til stede, men for det meste føler jeg mig egentlig bare som et nul. En ligegyldig prik i samfundet.

Det er ikke så længe siden, at jeg postede et billede omkring hvordan jeg elskede at være underlig og mærkværdig, og under billedet havde jeg skrevet en længere tekst, hvor jeg så slutter af med at hashtagge “fuck janteloven”.
Det kom der forskellige kontroverser ud af, og jeg endte med at slette billedet.
De ti bud i janteloven siger:

1. Du skal ikke tro at du er noget.
2. Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
3. Du skal ikke tro du er klogere end os.
4. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
5. Du skal ikke tro du ved mere end os.
6. Du skal ikke tro du er mere end os.
7. Du skal ikke tro at du duer til noget.
8. Du skal ikke le ad os.
9. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
10. Du skal ikke tro du kan lære os noget.

Jeg tror jeg blev en smule misforstået da jeg skrev det, da det i andres øjne havde en anden sammenhæng med noget der tidligere var sket, eller fordi at min tekst under billedet, faktisk bare var en smule forvirrende at finde rundt i.
Jeg er blevet hugget ned af den jantelov i hele mit liv, af en af de som plejede at være min nærmeste, og det er netop også derfor, at jeg døjer med så lavt et selvværd, som jeg gør i dag.
Mit udbrud på janteloven, var grundet i at jeg var/er træt af, at skulle føle mig så mindreværdig hele tiden, og at jeg ikke kan komme ud af min skal, og faktisk bare sige fuck it. 
Det er en daglig kamp, og jeg prøver at få mit selvværd op og stå, så jeg ikke mindst kan være en inspiration over for andre, i hvordan jeg har fundet ro i mig selv, men også for mig selv. Jeg vil gøre mig selv stolt, og kunne sige at den person jeg er dælme er god nok!
Jeg indebære mange gode egenskaber, og jeg er min helt egen person, men så underligt som det lyder, så har jeg bare ikke fundet mig til rette med det, da jeg stadig har janteloven der banker på bagruden konstant, oppe i mit tankekammer.
For mange er jeg en meget forvirrende person, da de ikke har fundet forskellen mellem selvtillid og selvværd. For selvtilliden har jeg med mig, da jeg har fundet accept i mit ydre, og har langt fra brug for bekræftelse i mit udseende, da jeg er tilfreds med hvordan jeg ser ud.
Jeg er ikke bange for at gå i toppe der viser min bløde mavse, eller andet tøj, der måske ikke er “okay” for mine store hofter og lår. But i don’t give a shit about that, og da det så er sagt og slået fast, så tror alle også bare at jeg hviler i mig selv og kan håndtere alt der kommer min vej, men den kan jeg altså ikke. Jeg er et puslespil der mangler brikker, og det er en daglig kamp, at blive bedre til at acceptere mig selv i en helhed!
Jeg kan fastslå, at jeg da er blevet lidt bedre til det, og de gode dage bliver der flere og flere af, men lang fra målet er jeg dog stadigvæk.

Jeg skriver dette indlæg, for at betro jer med personen bag skærmen. Jeg har en instagram der handler om alt mellem himmel og jord, og der er nogen folk der ikke kan finde sig til rette med, at jeg ikke kun handler om fitness og kost, men faktisk har andet jeg gerne vil dele, og andre ting jeg gerne vil snakke om. Jeg er reel, og vil mere end gerne snakke med jer, hvis i kan finde jer selv i det jeg skriver.

Det var så et lille tankeudbrud herfra, håber i kan finde hoved og hale i det jeg skriver, og at jeg på en måde kan give jer et lille reality check om, at det altså ikke er filter perfekt i virkeligheden, som det ser ud på alles instagram. Vi er alle menneskelige, og vi har alle ting at døje med, det kan så være fra død og sygdom i familien, dårligt selvværd eller selvtillid, depression der kan forekomme af mange forskellige grunde, osv osv.
Så stop med at sammenligne jer selv med alle de “perfekte” piger og drenge på instagram, for hvis du lærte dem at kende, ville du se alt det, de ikke kan gemme bag et filter.

Klap i jeres herlige mås herfra
– Knus Erika

Jeg Er

Dette indlæg vil jeg bruge på, at gå i dybten med en  af de to ting der vægter mest i min hverdag. Min særlige sensitivitet.
Dette er det mest personlige indlæg jeg har lavet hidtil, og måske også det længste, så vær klar med læsebrillerne, hvis du har tænkt dig at læse med 🙂

Et Særlig Sensitiv Menneske.

Hos særlige sensitive mennesker er nervesystemet mere finfølsomt, og indtryk opleves væsentligt stærkere og bearbejdes dybere og mere detaljeret end mennesker, der ikke er sensitive i den særlige grad. Man kan føle sig forkert, anderledes og ensom, og den følelse kan måske have fulgt en siden man var barn (som den har gjort hos mig).

På travle og indtryks rige dage, har jeg det let ved at trække mig tilbage, og holde mig for mig selv. Lukke mig ude fra den givende situation.
Jeg bliver let overvældet af stærke lugte, alt for mange forskellige lyde mm
Jeg bliver dybt bevæget af det meste musik.
Jeg er samvittighedsfuld.
Jeg er let til forskrækkelse.
Jeg bliver nervøs og stresset, når jeg skal lave noget på kort tid.
Jeg bliver irriteret, når man prøver at få mig til at gøre mange ting på én gang.
Jeg gør mig umage for at undgå fejltagelser og glemme ting.
Jeg bliver ilde til mode, når der foregår mange ting omkring mig.
Stærk sult skaber en stærk reaktion i mig, som afbryder min koncentration og forandre stemingen omkring mig.
Når der sker forandringer i mit liv, bemærker jeg lyde, smage og dufte anderledes.
Fra da jeg var barn og op til nu, har mine forældre og lærere syntes, at jeg var meget genert (det er dog blevet bedre) og sensitiv.

Det er et par af de svar, jeg har svaret passer på mig, i en psykologisk test.

At være særlig sensitiv påvirker min dag til dag rytme, meget.
Jeg har svært ved at være omkring for mange mennesker, i lange perioder, foreksempel når jeg sidder på skolebænken, da det dræner alt energien fra mig.
Når jeg sætter mig ned, og føre en samtale med en person, fokusere jeg altid på de forskellige indtryk de giver, deres aura og detaljer om deres kropssprog og ansigts mimik. Jeg er derfor ekstrem dårlig, til at føre en samtale via nettet og elektroniske enheder, da jeg ikke får den trykhed af at kunne give og modtage de forskellige overstående punkter, men når det så er sagt, er det også en af de grunde til, at jeg føler mig let til hovedet, svimmel og efterhånden bare ilde til mode, når der er alt for mange mennesker, der prøver at skabe kontakt til mig på en gang. Det udmatter mit nervesystem.
Jeg er derfor meget let at misforstå, og et meget forvirrende menneske, at køre lange samtaler ind med, via elektroniske hjælpemidler, hvilket har skabt mange unødvendige skænderier og (for at sige det lige ud) fucked up mine forhold til visse mennesker, der ikke kender mig nær så godt. Nye bekendtskaber.

Jeg har haft en halvt år, hvor det bare har været træning og arbejder, der stod for dagsordenen, hvilket har bragt mig til et meget roligere og energifyldt sted, i forhold til, når jeg skal være på, imødekommende og samle alle de forskellige indtryk og informationer op, fra klassekammerater og lærer. Jeg ender ofte med en 2 timers morfar, når jeg er nået hjem, for at samle energi til resten af dagen, fordi jeg simpelthen bliver så ekstremt udmattet af at være omkring så mange mennesker på en gang.

Fra en meget ung alder og op til mine forældres skilsmisse, var der lange, udmattende og (hvad der føltes) endeløse skænderier, hvor jeg ville afreagere ved at lukke mig inde i min egen verden, lege med mine dukker, bamser og biler, indtil jeg var kommet væk fra følelsen af at være overstimuleret. Jeg ville være så dybt inde i min tankegang, at jeg ikke engang ville modtage lydende omkring mig, da jeg simpelthen bare lukkede alting ude, for nemlig at kunne stresse ned.
Hvis jeg befinder mig i en stresset eller ubehagelig situation, som jeg ikke bare lige kan fjerne mig fra, vil jeg nu få de værste migrener, blive svimmel, og måske endda falde om, hvis det er virkelig slemt, da jeg ikke kan have den ubearbejdede situation i mit hoved.

Den Bedre Side af At Være Særlig Sensitiv. 

Vi særlige sensitive mennesker er ofte intuitive, fintfølende, eftertænksomme og kreative mennesker (den sidste passer så bare slet ikke på mig). Vi er gode til at samarbejde og skabe en god stemning. Netop fordi vi indoptager stimuli i højere grad, kan vi være meget indfølende,  empatiske og have en god indlevelsesevne over for andre mennesker.
Når man er kommet til accept og have forståelse, for sin særlig sensitivitet, har vi en overgennemsnitlig evne til at koncentrere og fordybe os, da vi har en stærk vilje, til at gennemføre det vi brænder for.
Alt dette er selvfølgelig, hvis vi ikke er overstimulerede, da det kan bære til irritation, aggression og lysten til at isolere os selv.

Jeg er først begyndt at forstå, hvor meget mine pusterum egentlig betyder, for mit velvære, efter jeg har indset, at jeg er et særlig sensitivt menneske, for jeg har tidligere ville være den følelses kolde, der kunne håndtere hele verden, uden et ryk i øjenbrynene og mundvigene.
Mit pusterum er motion, og mine cykelture (i sær) betyder alverden for mig, da jeg kobler fuldkommen af, og slet ikke tænker på andet end teksten, til den sang jeg høre i mine hørebøffer, og mine smukke omgivelser.
Jeg har lært hvad der skal til, for at frigøre noget af den stress, jeg meget nemt frembringer, og jeg har lært at håndtere mine sociale kompetancer lidt bedre.

Den anden del af mig, der vægter meget i min hverdag er min sociale angst, hvilket også har forstærket min sensitivitet i mange situationer. Jeg vil skrive og fordybe mig om det senere hen.
Lige nu arbejder jeg stadig meget på at håndtere stressende og højlydte situationer, interaktion med medmennesker, mine skills på samtaler der ikke føres direkte fra ansigt til ansigt og et par andre ting.

Jeg skriver dette indlæg, så i kan lære hende bag skærmen, lidt bedre og kende, og måske få sådan en aha-oplevelse, hvis du selv døjer med mange af disse ting.
Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvor slemt det er, hvordan man reagere fra situation til situation og så videre. Meget af det sociale er også lidt ekstremt i min situation, lige netop fordi, der også har været social angst indeover det.
Hvis du også er særlig sensativ og har lyst til at dele oplevelser med mig, må du meget gerne skrive til mig på min mail lifeazerika@outlook.dk, eller dele en kommentar her under 🙂

Susanne Møberg, en forfatter der har skrevet bøger omkring særlig sensitivitet, har en test du kan tage, på hendes hjemmeside, hvis du er i tvivl omkring at være særlig sensitiv. 1 ud af 5 er det.