For omkring to uger siden, besluttede jeg mig at koble mig fra Instragram, Facebook og Snapchat.
Min beslutning er ikke grundet af, at jeg prøvede på at afvænne en afhængighed til sociale medier, eller på grund af et vædemål, eller noget helt tredje, jeg valgte at koble mig af af personlige grunde.

Jeg deler rigtig meget af mig selv på sociale medier, fordi det ikke mindst er det valg jeg har taget, men fordi at jeg har stødt på så mange, der lader sig inspirer, motivere og blive bedre til at acceptere dem selv, på grund af noget jeg har delt.
Nogle vil mene jeg er opmærksomhedskrævende, slutty, en bitch og jeg ved ikke hvad, og hvad de mennesker syntes om mig, kommer egentlig ikke mig ved. Jeg deler hvad jeg har lyst til, på de måder der falder mig mest naturligt, eller bare er sjovest. Eller det gjorde jeg i hvertfald, indtil jeg stødte på mennesker, der fik mig til at føle mig mindreværdig på grund af det jeg delte, og fik mig til at føle mig lille, og som om jeg skulle være skamfuld over det, jeg havde delt gennem af 2O14. Jeg er min helt egen person, og det tog mig længe at bygge migselv op, men blot en enkelt måned for det hele at ramle ned igen.

Jeg vil gerne tilbage til den standhaftige person jeg var engang, men uden at kompromisere med de ting jeg har groet og lært fra op til nu.
Det lyder måske kompliceret, men bunden er jo den, at jeg har lært nye ting, skabt og formet mig selv på nogle punkter, som jeg er bedre tilpas med end før! Men på mange punkter, skammer jeg mig også over den jeg er nu. Jeg er ikke en der lader sig sætte sig ind i en ramme, som samfundet har skabt, hvor jeg skal være på den eller den måde. Jeg sætter mig udfra det normale perspektiv, og kreere hvad jeg tror på, og hvad jeg har det mest tilpas med. Det er den person jeg savner, for de personer jeg mødte, fik slået den person ned til et punkt, hvor jeg faktisk troede på, at det var bedst bare at lade være med at gøre noget, for at bevise noget andet. Giver det mening?

Jeg er stor på sociale medier, ikke i den betydning af at jeg er kendt eller andet, men at jeg bruger det som et outlet til de ting jeg har i mit hoved, og jeg finder det bare ikke unaturligt, at dele mit liv, tanker og hvad der ellers foregår i min sammenkrøllede hverdag.
Derfor vil jeg også dele det jeg går igennem nu! Alle har dårlige perioder i deres liv, og som mange af jer ved, så er jeg ikke personen der pakker tingene ind, og det gør mig intet at dele de mindre dårligere sider af alting. Jeg vil ikke udgive mig for at være en jeg ikke er, og det ville jeg gøre, hvis jeg kun delte de positive ting i min hverdag, for som vi nok ved, så gør sociale medier bare det, at de får det hele til at se så perfekt ud, som alting kan være, og får følgerne til at ønske deres liv var mere som en andens.
Jeg vil dele min historie, i håb om at du kan leve DIT liv, på bedre kompromisser, end hvad du har givet dig selv lov til.

Hvis du har fulgt med i længere tid, så ved du at jeg er pige, der har været igennem alle slags spise forstyrrelser, diæter og en depression.
Så godt som jeg nu ønsker det, så er en depression ikke noget man bare lige vender sig af med, eller kommer over. Det er en daglig kamp, og det er noget jeg vil leve med resten af mit liv.
I Oktober startede min depression lige så stille op, men jeg troede så, at jeg fik lagt det på hylden igen, og kom bedre tider i møde, men for blot to uger siden brød jeg sammen, da jeg var på vej hjem fra en bytur.
Jeg har været let til tåre i et par måneder, men det overraskede mig hvor slemt jeg havde det, da jeg sad alene ved en kantsten på en mørk bakke midt om natten.
Jeg fik næsten ingen søvn den nat, og dagen efter var jeg fuldkommen tom for følelser, det var der jeg besluttede mig at koble af, og komme væk fra de steder der egentlig ikke var gode for mig, af grunde jeg ikke helt har lyst til at inddybe mig i, da det bare ville skabe kontroverser i min hverdag.
Jeg var på instagram lille- og selve juleaften for at ønske glædelig jul, og allerede der blev det kommenteret “troede ikke du måtte være på sociale medier indtil nytår?” Af flere mennesker end bare en. Og det er jo ikke fordi jeg ikke måtte, men fordi jeg bare ville lidt væk fra alting, og på daværende tidspunkt ville jeg egentlig bare have lov, at ønske mine dejlige følgere en glædelig jul, uden noget bag det. Det er ikke alle der forstår det, men ens følgere og bare generelt mennesker på nettet, kan ofte få et specielt plads i ens hjerte, og man værdsætter bare deres feedback på en helt anden måde en de specielle mennesker man har omkring en!
For mig er tumblr og instagram ikke bare sociale medier, men steder jeg føler mig rigtig godt tilpas, og et sted hvor jeg har mærkværdige og helt specielle mennesker indover mit liv! Jeg finder min inspiration og motivation her, og specielt tumblr, har en utrolig vigtig rolle i mit liv.. Du ville ikke forstå det, hvis du ikke selv har en, men man finder virkelig sig selv i forskellige posts og man bliver formet ind til et helt andet menneske over tid.
Jeg fandt min vej til fitness der, og lærte en hel del om selvværd, selvrespekt, selvtillid, selvkærlighed og endda feminisme, som jeg egentlig også stadig gør!
Det er derfor, at jeg finder det træls, at folk prikker til mig, fordi jeg vil ønske disse mennesker en rigtig glædelig jul eller andet.

JA… Altså.. De sidste to uger har været lærerige, exceptionelle, hårde som en i pokker, gode, dårlige, jeg har haft lyst til at slå lygtepæle ned, putte og være helt kærlig… De har været op og ned, og mit humør er gået fra det ene over på det helt modsatte!
Jeg har prøvet at håndtere min depression, som jeg egentlig har vidst bedst, og selvom jeg ikke er helt på plads endnu, så er jeg tættere på den anden side end jeg var før. Jeg har mediteret, dyrket yoga, løbet en hel masse, skrevet en masse motiverende ned,  klistret det indre af mine skabe helt til, og virkelig bare prøvet at finde en indre ro igen.

2O15 vil jeg gøre til det år, hvor jeg sætter mig selv i fokus 100%, jeg vil lære mig selv ikke at lade folk træde på mig, lære at elske mig selv igen, tage de hårde ting op, selvom jeg egentlig bare har lyst til at pakke dem væk, og komme igennem dem. Jeg vil nyde mig selv, min krop, og mit liv en dag ad gangen. Jeg vil ikke lade folk diktere, hvad der er rigtig og forkert af mig at poste, og jeg vil prøve at finde en indre ro, så jeg kan lære at abstrahere  fra de ligegyldige og smålige ting i min hverdag.
Jeg har depression. Jeg vil leve med det i mig resten af mit liv, men jeg vil ikke lade resten af mit liv leves i en deprimerende tilstand.
2O15 vil jeg gøre til mit år.
Jeg vil gerne i enden kunne udstråle kærlighed og positivitet, som var det det nemmeste i min verden.

Der vil også ske forandringer på min blog, som forhåbentlig vil være meget mere aktiv, på min instagram, på min tumblr og så er der en ting til, som jeg arbejde en smule på at få op og køre, men det vil jeg først udtale mig mere om, når vi kommer længere ind i året.
Jeg er stadig. Jeg er ikke den samme person som jeg var før, men det er kun i de bedste måder, og det vil stråle igennem på mine outlets.

Jeg deler mit liv, med håbet om  at kunne inspirere nogen med de måder jeg kommer igennem tingene på, og kunne hjælpe flere mennesker med at komme igennem hårde tider, hvis der er brug for det.
Jeg vil over tid dele mere af det jeg har gået igennem, i små uddybende bider, men det bliver først, når jeg har erobret de dele af mit liv, og fået bearbejdet de tanker og følelser der høre med. 🙂
Jeg lever mit liv en dag ad gangen, og jeg er evig taknemmelig for de mennesker der har fulgt med, eller vil følge med i mit tossede og rodede liv. I hjælper mig med at se ting på forskellige måder, tage nye ting op og kan altid sætte en smil på mine læber. Tak fordi i er jer.

Og ikke i det mindste tak for de, som har været her ved min side, og været her for mig når jeg har haft aller mest brug for det.

Klap i måsen herfra, knus Erika.
Godt nytår.

I går aftes læste jeg en artikel fra politikken, der handlede om forskellen på det nutidige krops ideal og 70’erne. Du kan læse artiklen HER . Artiklen er baseret fra et interview af Karen-Lise Mynster.

Det første citat jeg vil kommentere på er dette:
»Jeg oplever en ensretning af kvindekroppen. Vi bliver konstant påvirket af billeder af idealkroppen; den lange slanke krop, kønt ansigt, markerede kindben. Alle kroppe skal ligne idealkroppen, der er ingen plads til forskellighed.«

Jeg har fanget migselv i at tænke dette gentagelige gange, og jeg prøver mit bedste for at vise jer følgere, eller ny ankommende (hej), at det er helt okay at skabe dit eget skønheds ideal, og at det er mere end okay, at have deller når man sidder ned OG STÅR OP ENDDA, strækmærker, prikker og bumser, urenheder af alle slags virkelig, rynker, sår og hvad man ellers kan komme på. Det er okay at være uperfekt, og at være dig selv!
Jeg er en kvinde der efterhånden har lært, at man ikke skal se sig skør i de små ting på kroppen, men elske og være taknemmelig for at kroppen er i stand til at gøre hvad den nu kan. Jeg er ikke så blufærdig og, som mange af jer nok ved, meget stolt af at være stolt over min krop. Det har taget mig super lang tid, men nu kan jeg endelig tage i bad offentlige steder, uden at tænke en tanke over den næste kvinde der tropper op, og være bange for at vise mig for det jeg er. Jeg er så fascineret af kroppen, og syntes det er en skam, at den æstetiske kvindekrop skal være så seksueliseret!
Derfor elsker jeg netop også Chelsea Handler så meget (hvis i ikke ved hvem hun er, så er hun en “pensioneret” amerikansk talk show vært der havde programmet “Chelsea Lately”), for hun er ikke bange for at stille sig op med bar barm, og siger HER ER JEG! DEAL WITH IT, hun syntes det er herre sjovt at poppe patten ud på fællesbilleder med hendes veninder, og jeg ved ikke hvad! Hun er et pragt eksemplar, på hvordan jeg ville ønske jeg kunne være. For selvom jeg er nået så langt som jeg nu er, så jeg dog ikke helt der endnu, men jeg ELSKER dem der er sådan!! High five til jer! Det er jo latterligt hvor sensureret en kvinde krop skal være nu til dages, i forhold til mande kroppen, og igen vil jeg have lov at sige, at det er en skam!

»Jeg sad forleden i bussen og så på en gammel mand, hvor jeg tænkte: Hold kæft, hvor er han flot. Man kan se årene i sådan et ansigt. Men vi stræber efter ungdommen. Ofte siger vi til hinanden: Man kan jo slet ikke se, at du er 60, du ser så ung ud! Er det et kompliment? I dag har vi glemt at sætte pris på alderdommen, dens visdom og erfaring.«

Jeg har altid sagt, at jeg virkelig ikke tror på at blive en af de ældre damer, som får angst af at se rynker, eller blive det og det ældre. Jeg værdsætter virkelig livets process, og derfor tror jeg ikke på, at jeg nogensinde vil finde mig i det sted, af at være ked over mine rynker og andre alders tegn. Men når jeg så siger det højt for ældre kvinder kommer kommentaren altid “haha, bare vent, det siger du måske nu, men det kommer til at se anderledes ud, når du så er i vores sted”. Og NEJ, det tror jeg virkelig ikke! Hvis jeg kan elske mine strækmærker på min numsegøj, patter og lamselår, og acceptere alle andre urenheder jeg har skulle døje med, så vil jeg også tro at jeg kan komme igennem mine smile rynker, og de rynker der viser det jeg har overkommet gennem livet! 🙂

68’ernes ansvar
»Kroppen var til rådighed og naturlig. Det fostrede et kvindeideal, der lå milevidt fra min mors generations. Vi smed bh’en og slog håret løs. Det måtte også hellere end gerne være uredt og hennafarvet. Man hyldede den naturlige krop i alle dens afskygninger. Nogle havde lange patter, nogle havde små patter, nogle havde store patter. Man var nøgen for at vise forskelligheden – og det var godt nok. Ungdommen i dag burde lære at se skønheden i forskelligheden. Tænk, hvis vi alle sammen var ens. Det ville være røvkedeligt«.

Det sidste citat jeg vil kommentere på er dette, jeg syntes det sidder lige i skabet, og jeg kan ikke være mere enig!
Det er så synd, at det de kæmpede for dengang, virkelig er så langt væk fra vores realitet nu. Hvor bliver hyldesten af for vores kroppe? Hvor bliver friheden af?
Vi sidder i et årti, hvor vi i det store billede har friheden til at gøre hvad vi vil, være hvad vi vil, tænke hvad vi vil og se ud som vi vil, men alligevel skal det ses skævt på, når vi så endelig tager skridtet og skiller os ud fra andre! Jeg ved ikke om jeg kan sige at jeg er heldig, når jeg ikke har mødt så meget modspil, for jeg VED at folk i byen går rundt og snakker dårligt om mig bag min ryg, men jeg møder aldrig rigtig nogen, som tør komme op til mig og sige hvad de egentlig tænker. På min instagram syntes jeg faktisk heller ikke, at jeg møder så meget modspil.. Selvfølgelig er der engang imellem den der idiot, der lige skal påpege noget der er ligegyldigt, og prøve at skabe en konflikt ud af det, men for det meste bliver jeg faktisk mødt med kærlighed!
I startten af året havde jeg instagram profilen der hed dkfitnessfr3ak, og der var jeg absolut ikke blufærdig på nogen måde, jeg postede (hvad der var for andre) grænseoverskridende billeder, og min IG blev hurtigt spredt rundt omkring hele byen.
Jeg bor i en lille flækker i vestjylland, så der sku ikke meget til, før største delen vidste hvem jeg var, og før jeg vidste det blev der snakket om mig over alt. Jeg skilte mig ud, hvilket både har bragt pragtfulde ting ind i mit liv, men også fordømmende blikke og had blandt piger. Min instagram er meget anderledes nu, men jeg deler dog stadig billeder af mig selv, men i en anden grad. Det er ikke fordi jeg bukker under for noget, eller skammef mig på nogen måde, men jeg har bare ikke behov for at dele så meget af mig selv, på den måde, så ofte! Hvis jeg går forbi spejlet, og tænker damn du ser godt ud i dag Erika, så vil jeg da ikke skamme mig over at tage et billede og så ligge det op, for selv med haters der gemmer sig i mørket, så har jeg utrolig mange der bliver inspireret og motiveret af det jeg har opnået og af den måde jeg tænker på!

Jeg ved ikke om jeg kom ud på et sidespor og bare fablede løs som normalt, eller om jeg egentlig kom ud med min pointe haha, men det jeg vil ud med er bare, at vi skal hylde vores kroppe! Vi behøver ikke være egoistiske og overfladisk, bare fordi vi elsker den måde vi ser ud på!! Som der bliver sagt i citatet, så ville det være røvkedeligt, hvis vi alle så ens ud, så du må ikke være bange for at vise dine forskelligheder og være stolt og din lille numse, store numse, små patter, store patter, hænge patter, lange ben, korte ben og alt det andet du kunne føle dig forkert over! Elsk din krop forfanden, du får kun en!

Klap i måsen og kys herfra mine darlings! 😉