JEG HADEDE MIN TRÆNING!

Som i nok ved, hvis i fulgte med her på bloggen og på min konto @moreoferika (på instagram), så var jeg begyndt til psykolog og var d. 22.04.2015 til det for anden gang.

Vi kom ind under rigtig mange ting, min psykolog og jeg, men en af de ting som overraskede mig, var faktisk omkring min træning.
Jeg har utrolig svært ved at komme ud med de ting jeg føler, men nu kommer det altså, og så må i tage alting med et gram salt!
Jeg har i efter hånden mange år trænet, men dog aldrig været så seriøs omkring det, som jeg var blevet før min ryg skade, og for at sige det mildt, så brød jeg mig faktisk ikke om det! JA, du hørte rigtig!!
Til at starte med begyndte jeg at træne for at tabe mig, og da jeg var rimelig ung, havde jeg ingen ide om hvad det var jeg havde gang i, så jeg var selvfølgelig på alle de der velkendte ude og hjemme kure, altså du ved de små blade man får med engang imellem, hvor der er kostråd lige fra “tab dig med proteiner” til “spis et fucking æble om dagen og lev lykkeligt som en lækker strand sild resten af dine dage”. Nå ja, så går der et par år med det, før jeg kommer over i en livsstil jeg faktisk er rigtig glad for, altså RIGTIG glad!
Jeg fandt en rytme, hvor jeg kunne leve rigtig sundt, og nu snakker vi altså ikke om kylling med 400 g grøntsager og en lille håndfuld ris eller pasta, til morgen middag og aften vel, NEJ jeg snakker masser lækker frugt og salater om sommeren, bøffer i weekenden med noget bland selv slik og mørk chokolade til om aftenen, is på stranden, pebernødder i december med en julekalender over i hjørnet, og her er der altså ikke tale om de “10 kroners” (som egentlig er begyndt at koste lige så meget som de store) fra rema 1000 og hvad vi nu eller kan finde på. Og det handlede ikke kun om kosten, men jeg NØD min træning, jeg elskede at føle smerten dagen efter, og at svede som et svin under det hele, jeg nød generelt bare livet!

Tingene begyndte at komme på plads, og jeg fik mere og mere styr på alting, det handlede dengang heller ikke om at nå op på 120 kg bænkpres (som om det nogensinde ville ske haha) og 150 kg i sqaut, men om at få det godt med mig selv i det jeg lavede, og bliver lykkelig af at føle jeg brugte min krop til noget godt.
Tiden gik og jeg begyndte at høre mere og mere omkring bikini fitness atleter, og selve samfundet var så småt ved at tage fat om at kvinder også kunne være hamre lækre med lidt muskelmasse på sig, i stedet for den lidt ældre trend, hvor alle sammen skulle ligne pinde, så selvfølgelig ville jeg da også lige med på bølgen, og jeg blev bidt af det! Jeg vil ikke sige, at jeg blev bidt af det lige med det samme, men der gik ikke længe, før jeg ville ligne alle de lækre tumblr (Det er det medie jeg er groet op på, okay? ;b) babes.

 

Jeg opretter mig derfor en instagram profil, og har ikke i den vildeste fantasi nogen tanke om, at blive noget specielt. Jeg begynder da også lige at følge en masse af de seje piger rundt omkring i Danmark, som lever sundt og går rigtig meget op i træning, dette er piger jeg stadig følger med i til dagens dato (i er seje piger WOO), og for sjov begynder jeg da selv lige at poste et par billeder fra min træning, dele mad billeder og dele screenshots af hvad jeg trænede den givne dag. Jeg begynder at få flere og flere følgere, nu mere jeg gør mig til kende i kommentarfelterne rundt omkring, og der går faktisk ikke længe før jeg har fået mig lidt over 1000 følgere, hvilket jo er vanvittigt at tænke på.
Desto mere opreklameret fitness verdenen blev, nu flere følgere fik jeg, og dermed groede lysten til at dele mere af mig selv, mere af min progression, og mere af min tilgang til træningen. Jeg deler så mit første billede, hvor jeg bare har smidt trøjen, og står i trænings tights og sports bh, og sikke dog et feedback jeg fik! Jeg blev så overvældet over alle de søde kommentarer, og det fodrede gløden i mig til at ville poste flere af de slags billeder.
Mere ville have mere, og nu flere følgere jeg fik, nu mere tøj røg der af.
Jeg er ikke bange for at sige det højt, men jeg blev praktisk talt opslugt af opmærksomheden jeg fik!

Jeg har igennem min opvækst ikke fået det vildeste opmærksom mod min krop, da jeg har været større og en meget upopulær person, så selvfølgelig bliver jeg lidt afhængig og nærmest sulten efter den opmærksomhed, der blev smidt mod mig! Jeg begyndte at se gode resultater, og som tiden gik blev jeg mere og mere transformeret ind til den “bøf” jeg var, før jeg mistede friheden til at kunne træne.

HVOR VIL JEG HEN MED ALT DET HEEEEER.. Well, jeg vil derhen hvor sandheden kommer frem. Jeg vil simpelthen erkende, at jeg virkelig ikke brød mig om at se så stærk og muskuløs ud, som jeg gjorde. Jeg bryder mig ikke om, at alting skal være en konkurrence i dagens Danmark, jeg bryder mig ikke om, at man er påtvunget dette udseende, før man kan blive til noget på sociale medier i den nuværende tidsperiode. Jeg startede ud med bare at ville se sund ud, få en flot flad mave, ben der kunne holde til noget, og at få det bedre med mig selv.

Det handler om at være sund, på den måde DU finder sundhed ud til at være på.
Jeg læste for lidt tid siden omkring hashtagget #fitnok , hvilket går ud på hvad DU synes er fit nok.
Nogle er konkurrence mennesker, og brænder virkelig for at stå på den scene, og leve i forhold til de principper der høre under den kategori, men det gælder langt fra for alle. Der er nogle som bare træner 2 gange i ugen og spiser 70-80% sundt, og det syntes de er nok til at leve et bedre og sundere liv, hvilket er der jeg ville have befundet mig, hvis jeg ikke var blevet opslugt i alt den “fame” og det forbillede der er blevet stillet op.

Jeg synes det er tankevækkende og så utrolig ærgerligt, at det er blevet en selvfølge, at skulle stille op til konkurrence, bare fordi man går meget op i træning og sundhed. Det er blevet en trend, som virkelig er sprunget frem de sidste 2-3 år, og vi ved jo alle godt, at jeg også har revet mig lidt med i det, men har dog sprunget fra alle gangene. JEG er en person, som faktisk ikke vil være alt for stor, jeg blev meget bøffet, og det kunne ses nemt på mig, men når alt kommer til alt, så er det faktisk ikke det jeg så sundhed ud til at være.
Misforstå mig ikke, jeg er super stolt af mig selv over de ting som jeg har opnået i mit liv, men jeg fortryder at jeg ikke lyttede til mig selv og min krop!

Som i ved, så er jeg i et punkt i mit liv, hvor jeg ikke må træne mere. Den skade jeg har i min ryg, er faktisk noget som er medfødt, og er kommet frem igen samt forværret sig selv, ved at jeg har presset mig så hårdt med træningen, i en meget ung alder!
Jeg var 16 år, da jeg begyndte at træne på en ret seriøs plan, og før jeg så mig om var jeg nået op på over 100 kg i squat, og det ligger altså meget pres på ryggen, hvis man ikke har styr på det man laver, som det viste sig at jeg ikke havde!

…..

Hvis i vil have en til del af historien, så giv gerne jeres meninger nede i kommentarfeltet, eller bare dele jeres tanker og erfaringer om emnet! 🙂